June 8th 2009

Høreundervisning mig??. Det har jeg da ikke brug for – eller?

Da jeg endelig 2 mdr. efter tilslutningen kommer i gang med høreundervisningen, var jeg ret negativt indstillet. Syntes ikke behovet var der. Hørte allerede fint og oplevede ikke de store problemer med at kommunikere. Havde svært ved ikke at tage det som et nederlag – at skulle gå til special undervisning. Mit succes kriterium var: Jo mindre ”hjælp” jo mere succesfyldt var mit CI liv og der passede undervisning ikke ind. At jeg overhovedet mødte op hos hørepædagogen første gang, skyldes udelukkede en opfordring fra en person, hvis mening jeg sætter højt. Intention var dog, kun at komme den ene gang, så jeg kunne sige, jeg havde været der. Orkede ikke endeløse opremsninger af ord, gentagelser, lytten til masser af optagelser og test, hvilket var min forudfattede og ensidig opfattelse, hvad der forgår ved en hørepædagog. Noget der slet ikke var mit behov. Var helt sikker på, at de ikke kunne lære mig mere. Skal love for jeg fik et andet syn på sagen.
Selvfølgelig er det ikke et nederlag at gå til høreundervisning. Det er da en kæmpe succes, at give sig selv de bedste vilkår, at turde lade andre finde de svage punkter og hjælpe en med at gøre dem stærke. Og selv om jeg hørte godt fra begyndelsen af CI forløbet, så har jeg til nu haft et stort udbytte af undervisningen, der på ingen måde viste sig at være som min fejlagtige opfattelse. I stedet oplevede jeg et forløb som var individuelt tilpasset til mig.
For mig har høreundervisningen været en øjenåbner af rang. Decideret lytte træning har ikke været mit største behov, men jeg har fået så meget andet. En god forståelse af mit høretab som har hjulpet mig til at finde fodfæstet i mit nye liv. Mulighed for at se på sine egne kommunikations strategier og hjælp til etablering af nye og bedre vaner for kommunikation. Det er svært pludselig at skulle forholde sig til høretab, til ikke at kunne kommunikere på samme niveau som tidligere. Det er endnu svære, at indrømme det og acceptere man til tider bliver nødt til, at bede andre om at tage hensyn. Her har høreundervisning virkelig hjulpet mig til, at gribe det an på en god måde. Jeg har ved hjælp at høreundervisning fået et sprog for lyd, Noget jeg aldrig tidligere har haft behovet for, men som i dag er til stor gavn under justeringerne.
Det har været en stor støtte at møde en professionel, som har kunnet dele en erfaring med mig og har kunnet svare på alle de mange svære spørgsmål, der opstod. En der har stillet op med gode råd og hjælp til de situationer jeg ikke selv vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg har haft svært ved at tro på, jeg hørte så godt, som jeg i virkeligheden gør. Følte mig usikker og turde ikke stole på min hørelse. De mange sejre i gennem undervisning forløbet, har givet mig meget af tilliden til min hørelse tilbage.
I gennem mit CI forløb har jeg desværre nogle gange stødt på holdningen, at høreundervisning til CI brugere er spild af tid og det offentliges penge? At når blot måles nåes, så er vejen ligegyldig
Behøver jeg at sige, jeg er meget uenig?
Vejen er præcis lige så vigtig som målet. Hvad hjælpe det at udstyre folk med dyrt isenkram, hvis man ikke vil ofre penge på, at lære dem, at bruge det på bedst mulige måde? En succesfuld rehabilitering er ikke kun, at genetablere en så god hørelse som mulig. Det er også, at lære at leve og at leve godt med sin CI. Håber tvivlerne kan se, at alle CI brugere er forskellige, med forskellige forudsætninger og behov. Derfor er høreundervisning vigtig, også selv om man lære at høre alligevel. Om og hvad man så ønsker i sidste ende, er det kun den enkelte bruger der kan afgøre.
For mig personligt er det ingen tvivl om, at jeg ikke var nået hertil, hvor jeg står i dag, hvis det ikke havde været for alt det hjælp og støtte jeg har hentet gennem undervisningen. Jeg ville nødig have undværet.

May 29th 2009

Ci symposium

Der er flere der har spurgt, om jeg ikke snart fortæller lidt på min blog om symposiet. Det vil jeg mægtig gerne og jeg lover det nok skal komme inden for nærmeste fremtid. Tyvstartede jo allerede lidt i går, da jeg fortalte om det fantastiske oplæg Warren Estabrooks gav.

Jeg er allerede så småt i gang med at skrive om symposiet, men har været så træt og smadret efter 2 dages intensiv lytning og forholden mig til så mange fakta, at min hjerne lidt er stået af. Har været totalt uforberedt på, at jeg kunne blive så træt, at det kunne tære så meget. Kan godt mærke at lytning kræver helt andre og flere ressourcer end tidligere

May 7th 2009

Om børn, tigre og erkendelser

Hurra for beslutsomheden, men jeg bliver altså nødt til at ændre opfattelse af min bedste CI oplevelse. Fatter slet ikke, hvordan jeg kom i tvivl, hvorfor jeg ikke har se det før? Ja det er en stor oplevelse at få musikken tilbage i livet og der er ingen tvivl om, at Comfort Audio gør mange ting nemmere for mig, MEN det slår altså ikke oplevelsen eller erkendelsen, jeg havde i går aften…

Det allerbedste er da helt klart at kunne høre mine børn igen. Kunne høre deres latter, når de synger og min store piges fortællinger. I går havde hun virkelig en af hendes store aftner, hvor munden bare gik uafbrudt på hende – hmm gad vide hvor det kommer fra . Den ene historie efter den anden. Meget fantasifulde og totalt overdrevne, men hylende morsomme. Mens jeg sad der og var ved at kløjs i aftensmaden over historien om de små mænd, der boede nede i jorden og kom op en gang i mellem og blæste sirener ( hun havde testningen i går), gik det pludselig op for mig, hvor stort det er.

TÆNK! hvis jeg var gået glip af det. Tænk hvis jeg aldrig skulle høre historier om tigeren, der bor under smørret på hendes rugbrøds madder og spiser pålægget, så der kun er tørt rugbrød til bage til Leonora, som hun i øvrigt IKKE tør spise pga tigeren . Tænk hvis jeg aldrig skulle høre historien om den gang hun var voksen og gik på arbejde, men måtte bruge en stige for at komme op i toget, fordi det holder på broen. Tænk hvis jeg aldrig skulle høre hende synge fødselsdagssange om alle de is og kager hun ønsker sig. TÆNK hvis jeg aldrig skulle høre mine unger sige de elsker mig. Jeg beklager det det slår altså alle de andre oplevelser med længder.

Selv om min bedste CI oplevelser at at høre børnene igen, så er det også på det punkt, hvor det kan gøre allermest ondt. Det er hårdt når jeg ikke forstår min datter. Når jeg må bede hende igen og igen om at gentage eller bede manden om hjælp til at ”oversætte” når hun snakker kludresprog. Jeg går glip af en del af deres sprog udviklinger fordi jeg får alle nuancer med og det gør ondt, MEN når jeg tænker på alternativet, så er det små ting ved siden af. KAN ikke vente til min mindste datter siger mor for første gang – selv om hun er meget mere interesseret i ordet lampe i øjeblikket 

May 6th 2009

Min bedste CI oplevelse del 2

Flere har spurgt efter indlægget i sidste uge, hvad min bedste CI oplevelse så er? Gik ellers let og elegant uden om svaret syntes jeg selv, for vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Havde ikke en WOW oplevelse eller noget, hvor jeg følte, at DET var det bedste, jeg havde oplevet med CI.
Der har været mange små sejre. Mange små positive ting, som det:

AT lyd på for første gang
AT kunne følge med i TV og radio
AT kunne mange af de ting, jeg ikke burde kunne

En af de store oplevelser var til foredraget i børnehaven, hvor jeg hørte live musik for første gang, MEN selv om alle disse oplevelser har været gode, så var der ingen der kvalificerede til den bedste. DEN har jeg så nu :-)

I en uges tid nu, har jeg haft et digitalt FM system på prøve – Comfort Audio. Det fungere via teleslyngen i CI og sender lyden digitalt, så man er fri for de kæmpestore legoklodser på den i forvejen tunge processor. Det er smart.
Da jeg hørte musik for første gang gemmen ComfortA, var det bare så tæt på real, at jeg kom til at tude. Tænk at jeg kan få musikken tilbage i mit liv på den måde. Det var bare så stort, at jeg ikke helt kan forklare det. Godt nok har jeg da hørt med musik til nu, og det har også været ok, men med CA slår det alt.

Jeg har ellers altid sagt, at jeg ikke skulle have hjælpemidler, at jeg ville klare mig uden, men nu står jeg godt nok og overvejer kraftigt. Selv om jeg høre godt – bedre end forventet, og i langt de fleste tilfælde godt kan klare mig uden, så tror jeg, det vil frigive en hel del overskud for mig, når jeg ikke skal koncentrere mig så meget om at lytte. Når jeg bare får lyden serveret – som normalt hørende. Det ender med nok med, at jeg glemmer min teknik forskrækkelse og søger om sådan et system. For ud over oplevelsen med musikken, så letter den virkelig mange høresituationer og er en stor hjælp i forbindelse med telefonsamtaler. Alene det gør, at den er overvejelserne værd. Jeg trænger til, at kunne telefonere selv, ikke at være afhæng af andre. Selv at kunne bestemme hvem og hvad jeg har lyst til at involvere andre i

April 23rd 2009

6 mdr med lyd på – tiden er noget underligt noget

I dag er det præcis 6 mdr. siden jeg lyd på mine CI for første gang. Kan den helt specielle følelse, det var at få lyd på. Hvordan jeg nærmest blev overvældet af en slags eufori over, at kunne høre igen, men husker også den kolossale rutsjetur ned ad, da euforien lagde sig og alle møglydene tog over. Det var ufattelig svært, at tro det nogen sinde blev godt igen, at man nogensinde kunne leve med alle de underlige lyde, alle de smølfeagtigt stemmer.

Men tiden arbejder for en og pludselig opdager man at de smølfegatige stemmer træder i baggrunden, at lydene kommer mere og mere til at ligne sig selv, at folk stemmer nærmer sig det man kan huske OG man forstår ikke helt, hvordan det skete. Selv om jeg har lang vej igen før lyden og stemmerne er, som de skal være, så er jeg på vej. Tanken om, hvor langt jeg har rykket mig uden egentligt, at mærke det måske gør også, det er lidt lettere, at forstille jeg kan komme det sidste stykke. Selv om jeg måske ikke kan tro det, så kan min CI historie til nu, måske hjælpe mig til at acceptere, at tiden arbejder for en.

Det er jo i virkeligheden noget underligt noget med tiden. Nogle gange kan få minutter virke som år og flere måneder kan virke som et splitsekund. Når jeg tænker på, at der nu er gået 6 måneder med CI hørelse, så forstår jeg det ikke helt. På mange punkter virker det lidt som om, det var i går. Kan ikke helt fatte at jeg er kommet igennem 6 mdr. – at der allerede er gået ½ år. På den anden side, så har jeg også haft perioder igennem det sidste ½ år, der har virket som evigheder, som onde drømme, der bare ikke har villet holde op igen. Det er som om, at livet før CI, det liv jeg havde med min almindelig hørelse, er flere liv siden. På trods af jeg husker helt klart, hvordan det var, hvordan alting lød, så er det bare så langt væk – Også selv om det føles om, det var i går jeg fik mine CI…

Jeg ved med min fornuft at jeg klare mig godt, endda rigtig godt med min CI hørelse og det er ikke kun mig der siger det. Både min hørepædagog og på Gentofte er de forundrede over jeg kan, hvor langt jeg er nået – Jeg blev testet på gentofte i dag. En skelnetest, hvor jeg blev testet både med og uden mulighed for mundaflæsning og i støj. Det gik ret godt. Alligevel så er jeg ikke tilfreds. Det er da træls, hvorfor kan jeg ikke glæde mig over alt det gode jeg kan i stedet for at blive trist over det der glipper. De gange jeg missede et ord fik jeg så grim en følelse i kroppen. Fik ondt i maven, følte det som en fiasko og blev rigtig rigtig ked af det. Alt det jeg har mistet kom så tæt på i de situationer. Tristheden over ikke at kunne, vreden og at det er blevet sådan og sorgen over det mistede kulminerede. Måtte sige til min søde kontaktperson, at jeg ikke kunne /ville snakke mellem prøverne, at vi bare skulle køre dem igennem på en gang, ellers så ville jeg ikke kunne gennemføre. Brød lidt sammen efter testen. Kunne simpelthen ikke holde tårerne tilbage, og hader ellers at tude, når andre ser på det. Alligevel var det rart at få snakke om det, at få sat ord på, hvad der ramte mig.
Min kontaktperson vidste jo godt, at jeg har haft store overvejelser om jeg skulle deltage i den test – om jeg syntes. jeg havde overskuddet. På den ene side havde jeg bare slet ikke lyst, var virkelig bange for nederlaget. Ikke så meget at jeg ikke ville klare det, men mere om jeg kunne leve op til mine egne vildt høje forventninger. Frygtede at hvis jeg ikke leve op til forventningerne, at jeg så ville knække nakken, at jeg ville ryge ned i hullet igen. På den anden side så havde jeg også et behov for, at få lavet den test. Tænkte at hvis det nu gik godt, at det kunne give mig troen på det alle andre sagde. Desuden har jeg er ret stærkt og udpræget konkurrence gen. Havde meget svært ved at sidde udfordringen overhørig, var blevet tilpas nysgerrig til at måtte vide. Alligevel fortrød jeg ca 100 gange på vej til gentofte i morgen og havde det så skidt, mens jeg sad og ventede. Havde virkelig ikke lyst, men at bakke ud var heller ikke en option. Nu havde jeg lovet, at gennemfører testen og jeg er virkelig villig til at strække mig meget langt for min kontaktperson. Hun har i den grad gjort en forskel igennem mig livs værste kaos og jeg ville aldrig sige nej til hende. Nogle vil måske mene, at jeg bruger hende som en undskyldning for at tage testen. Fordi jeg så kunne sige efterfølgende. hvis det gik galt, at jeg også kun gjorde det for hendes skyld. Det har intet med det at gøre.. Jeg gjorde det fordi jeg ville, men min vilje var også forbundet med lysten til at gøre det fordi hun bad om det

April 22nd 2009

om fordrag og musik

I går var jeg til et super godt foredrag i ungerne institution. “Fortællingen om en lille dreng med en livlig fantasi”. Det handlede om børns fantasi, om fortællinger og hvad der sker når disse støder sammen med voksenverdenen. Meget tankevækkende! Jeg fik i hvert tilfælde et par øjeåbner situationer under den time lange seance. Oplevede også flere gange, at tankerne simpelthen vandrede. At drengens fortællinger gav associationer – erindringsbilleder om min egen barndom, om ting, stemninger, lugte og sansninger fra mange år tilbage.

Nå det var lige et sidespring, der måske ikke har med Ci at gøre og så alligevel, For det foredrag var en massiv lytteoplevelser for mig. Der var både musik, sang, lyde og fortællinger med baggrundsmusik og jeg fik det hele med. Selvfølgelig var lydene ikke, som de ellers ville have været, MEN der var absolut ingen problemer med at forstå eller følge med. Følte ikke engang jeg skulle anstrenge mig. Også musikken var en oplevelse. For første gang siden alt dette her, nød jeg virkelig musikken. Det lød Ok – ikke helt som det gjorde tidligere, men tæt på og fint:-). Tror virkelig jeg skal give mig selv chancen, for at opleve noget mere instrumental musik og måske begynde med noget simpelt – altså forstået på den måde, at der ikke skal være for mange instrumenter af gangen. Tror jeg på den måde kan finde tilbage til lyden…Den skønne følelse af musikken fra i går, er jeg i hvert tilfælde endnu ikke villig til at afskrive pga. min CI

Det var også i går min hørepædagog i forældremødet, for at give et indblik i hvad og hvordan CI hørelse er og hvad det betyder for kommunikationen med mig. Er ikke helt sikker på, hvad jeg skal mere om det. Der var ikke rigtig nogen reaktioner – ved heller ikke om, jeg havde forventet det. Jeg har det ikke skidt med, at folk ved besked – Der er jo intet mystisk eller flovt ved det. Tvært imod kan det måske være med til at nedbryde nogle fordomme? Nu må tiden vist bare vise om det har gjort en forskel

April 16th 2009

Uberegnelig

Hvis der er noget jeg har lært om livet med CI gennem de sidste mange måneder, så er det, at det eneste man kan regne med er, at man intet kan regne med. Der findes åbenbart intet “plejer”

Jeg var før påske inde og fået justeret mine processorer igen og ENDELIG blev problemet med min massive rumklang knækket. 4 timer brugte jeg denne gang, men så var lyden også fantastisk – på den ene øre. Så lang tid tog det, at lave indstillingerne denne gang. Derfor nåede vi næsten kun denne ene processor . Så mange timer er utrolig trættende og til sidst kunne jeg bare ikke mere. Trængte bare til fred og ro i hovedet. Var så træt og lydmættet, at jeg ikke kunne høre forbedringerne mere, så den venstre processor blev hastet lidt igennem. Alligevel syntes jeg, at lyden var blevet super, selv om rumklangs fornemmelsen ikke var helt elimineret på venstre side.

Som regel plejer jeg, at være helt “høj” efter en justering – at syntes lyden er super med det samme og den fornemmelse holder så nogle måneder, hvor efter jeg kan begynde at mærke, det er tid til ny justering – Sådan har det været ALLE gange – intet at tage fejl af. Fuldstændig beregneligt – INDTIL denne gang. Pludselig mandag før påske var lyden bare helt forkert, en masse rungen, s’er der drillede og det var bare alt for højt, Fik hovedpine om måtte skrue ned for sensitiviteten – DET har jeg aldrig oplevet før. Aner ikke hvad der skete, andet end det kom som lyn fra en klar himmel. Tale forståelsen gik tabt og jeg kunne næsten ikke holde ud at have begge processorer på. Det fortsætter de næste dage og hen over påsken…Syntes det er svært helt at sætte ord på hvad der er galt denne gang. Noget jeg ellers er blevet rigtig god til, men denne gang kan jeg ikke helt sætte ord på andet end lyden er så dårlig at taleforståelsen påvirkes…

Det er blevet lidt bedre de sidste dage. Kan godt holde ud at have mine processorerne på igen og får ikke de voldsomme hovedpiner, men lydopfattelsen er lige ringe. Træls at det ikke bare kan være som det plejer – hvorfor nu lige de problemer, hvad skete der?

March 29th 2009

Generalforsamling i CIF

Kender i fornemmelse af, at man har haft så god en oplevelse, at man bare MÅ dele den med nogen? Sådan havde jeg det i går, da jeg køre hjem fra GF. Opmuntret, glad og med en helt anderledes ro, end jeg har haft længe. Havde bare en så dejlig dag, fyldt med hyggeligt samvær og skønne mennesker.

For nogle kommer det som en overraskelse, men jeg er i virkeligheden ret genert. Her ude bag skærmen går det helt fint, men når jeg træder ud i virkeligheden, er det sværere. Derfor havde jeg til en vis grad frygtet alle de nye mennesker, om jeg nu kunne falde ind, føle at jeg hørte til? Jeg må sige igen, jeg er så overrasket over den hjertevarme og imødekommenhed, der lægger for dagen i CIF. Dejligt at føle sig så velkommen og godt taget i mod som forholdsvis nyt medlem. Det var skønt, at møde så mange nye CI brugere, at opleve de havde lyst til at fortælle om deres erfaringer og liv med CI. Noget der gør stort indtryk på mig og igen er med til at rykke ved min opfattelse af, hvordan min CI liv bliver. Selvfølgelig var det også rigtig dejligt, at se alle de CI brugere, jeg allerede kender. Det er egentligt utrolig, hvor hurtigt nogle af jer er kommet til, at betyde noget i mit liv. Dejlige mennesker, som hver på deres måde har bidraget til at mit CI liv er blevet nemmere. TAK for det 

Der er en første gang for altid og mit CI forløb er endnu så nyt, at der stadig er masser af dem. I går var en af de dage, der bød på masser af nye udfordringer. Det nu 5mdr jeg blev tilsluttet og 4 mdr. siden meldte mig ind i CIF. Endnu har jeg haft til gode at opleve, hvordan jeg høre under en “foredrags” situationer, med mikrofon, dårlig akustik og baggrundsstøj. Det var også første gang, jeg havde mulighed for at prøve teleslynge. Ligesom ivrige fortalere fik mig overtalt til at prøve et FMsystem:-0. Ja nogle af jer kender jo mit lettere paniske forhold til diverse hjælpemidler, så det var store sager.

Teleslynge hmm – jeg ved ikke helt. Syntes ikke det gjorde det vilde for mig. Måske fordi jeg skal have en snak med min tekniker omkring det. Jeg har det svært med, at alt anden lyd udelukkes. Det føles kunstigt, som om man er i sin egen lille osteklokke. Vil sige, så længe jeg ikke har større problemer med, at høre uden, så tror jeg ikke, jeg vil komme til at bruge det ret meget. Må dog medgive, at det gør en forskel. Man får lyden helt ind i ørene og ved talere som er svære at forstå, er det bestemt en fordel
Syntes selv det gik over forventning med at høre og forstå, hvad der blev sagt. Ja ok der smuttede et ord og en sætning ind i mellem, men ikke nok til at meningsforstyrre. Når jeg tænker på mit første netværksmøde, hvor jeg virkelig havde svært ved, at høre selv personen ved siden af mig, hvis andre snakkede samtidigt, så er jeg virkelig nået langt. For 4 mdr. siden havde jeg virkelig svært ved at forstille mig, at jeg kunne nå dertil, men nu er jeg her. OG JO baggrunds støj er stadig en hæmmende faktor, men tiden arbejder for mig, og det får mig at til at tænke på, når jeg hører så godt efter bare 5 mdr., hvad vil så de næste 5 ikke bringe?
Jeg ved ikke helt, hvad det er med mig og teknik eller rettere diverse hjælpemidler så som Fm systemer. Endnu er jeg bare slet ikke der, hvor jeg er parat til at overveje anskaffelse af sådant grej. Folk kan sagtens overbevise mig om, at det er praktisk og jeg vil få glæde af det. Lige nu har det det bare sådan, at det er vigtig for mig at kunne uden. Sikker fjollet, men for mig giver det følelsen af, at liv er så tæt på tidligere som muligt. Det har også lidt med synligheden at gøre. Jeg ved ikke, om jeg er parat til at vise omverdenen, at jeg er afhæng af sådan udstyr. Det er så dumt. For jeg er jo ganske åben om min CI og har ingen problemer med at fortælle og vise frem her. Hvorfor kan jeg så ikke have det på samme måde med diverse hjælpemidler, der kan lette tilværelsen for mif? MEN MEN MEN og det er ret vildt for mig. Jeg blev faktisk overtalt til at prøve et Fm udstyr. Det var grænseoverskridende, men jeg gjorde det og hmm. Jeg syntes faktisk ikke jeg vandt noget. Så hvis det ikke giver mere end det, så er det i hvert tilfælde ikke det, jeg skal have.

February 21st 2009

3 tæer fattigere og en oplevelse rigere

Igen må man undres over, hvor lidt sundhedspersonalet i virkeligheden aner om høretab og spillereglerne for at omgås mennesker, der er ramt af et sådant. Jeg ved det ikke, måske har jeg selv engang som normalt hørende været lige så uforstående og tankeløs. Håber det ikke. Ikke at jeg på nogen måde tror, de opfører sig så uhensigtsmæssigt med vilje – slet ikke, men tankeløshed er vel ikke rigtig en undskyldning og da slet ikke som professionel – eller?

Hvorfor er det lige, det er så svært for folk at huske spillereglerne for kommunikation, selv om man gør opmærksom på sine behov? De fleste er meget lydhøre, når man forklare og alligevel så går der kun 5 min til de igen vender ryggen til, mens de snakker.
Jeg har det egentlig rimeligt ok efterhånden med at være åben om min hørelse og forklare, hvordan jeg klare kommunikationen bedst, MEN jeg har virkelig svært ved at skulle gentage det igen og igen – Hvorfor mon egentlig det? Syntes vel i bund og grund det er pinligt, at skulle blive ved med at sige det. Både pinligt på egne vegne, men også fordi jeg jo så IGEN siger til folk, at de ikke har “opfyldt” mine behov – at jeg kan gøre dem flove/pinlige over deres fejltrin.

En sød lille historie:
Da jeg kommer på opvågningen efter operationen, forklare jeg sygeplejersken, at jeg høre dårligt og har behov for, at hun står overfor mig for, at jeg kan høre. På et tidspunkt glemmer hun det og jeg siger, jeg desværre ikke forstod, fordi hun stod bagved sengen, hvorfor hun så svare JAMEN du kan vel mundaflæse…Øhhhh Nej for jeg så jo ikke din mund ;-) )))
For det andet.. Hvad er det lige igen det der med mundaflæsning? Hvorfor er det en standart forventning, når man fortæller om sin dårlige hørelse? Jo klart jeg støtter mig til det. Det gør normalt hørende altså også, men derfra også til udelukkende at bruge mundaflæsning, der er altså langt.
Nå men hun er tilgivet igen, fordi hun var så sød og vitterligt glemte det, MEN det får mig til at tænke på om man overhovedet igennem sygeplejeuddannelse stifter bekendtskab med høretab, hvis man gør, må det absolut være en ret medicinsk tilgang – desværre..

I øvrigt anede hun ikke hvad Ci er. Ikke første gang jeg oplever det hos både sygeplejersker og læger
Ved i øvrigt, hvor besværligt det er at tage en tabt CI på, mens man ligger på operationsbordet med en spinalbedøvelse, der gik lige lovligt lang op. Arme og fingre der er pakket ind i blodtryks og pulsmåler. Det er nærmest umuligt ;-) . Beder anæstesisygeplejersken om hjælp, da operationen er overstået. Kan jo ikke høre, hvad han spørger om, da begge CI er faldet af, men ved den er HELT gal, da han forsøger at stoppe spolen ind i øret på mig. God nok har jeg store øre meeeeeeen :-)

February 17th 2009

Velkommen

Velkommen til min ci-blog som ENDELIG og under stor hast ( mere om det meget snart) pludselig kom online efter laaang tid

Det forpligter jo lidt at få linket til sin side, så derfor har jeg de sidste dage haft sååå travlt med at rette og redigere. Derfor kan der sagtens have sneget sog en masse små grammatiske fejl med. Dem håber jeg i kan overse her i begyndelsen og tage godt i mod bloggen

Håber at i som læser med vil deltage i “debatten” indlæggene og at i ellers kan bruge bloggen til nogen, MEN primært er den lavet som “terapi” for mig

Next Page »