June 8th 2009

Høreundervisning mig??. Det har jeg da ikke brug for – eller?

Da jeg endelig 2 mdr. efter tilslutningen kommer i gang med høreundervisningen, var jeg ret negativt indstillet. Syntes ikke behovet var der. Hørte allerede fint og oplevede ikke de store problemer med at kommunikere. Havde svært ved ikke at tage det som et nederlag – at skulle gå til special undervisning. Mit succes kriterium var: Jo mindre ”hjælp” jo mere succesfyldt var mit CI liv og der passede undervisning ikke ind. At jeg overhovedet mødte op hos hørepædagogen første gang, skyldes udelukkede en opfordring fra en person, hvis mening jeg sætter højt. Intention var dog, kun at komme den ene gang, så jeg kunne sige, jeg havde været der. Orkede ikke endeløse opremsninger af ord, gentagelser, lytten til masser af optagelser og test, hvilket var min forudfattede og ensidig opfattelse, hvad der forgår ved en hørepædagog. Noget der slet ikke var mit behov. Var helt sikker på, at de ikke kunne lære mig mere. Skal love for jeg fik et andet syn på sagen.
Selvfølgelig er det ikke et nederlag at gå til høreundervisning. Det er da en kæmpe succes, at give sig selv de bedste vilkår, at turde lade andre finde de svage punkter og hjælpe en med at gøre dem stærke. Og selv om jeg hørte godt fra begyndelsen af CI forløbet, så har jeg til nu haft et stort udbytte af undervisningen, der på ingen måde viste sig at være som min fejlagtige opfattelse. I stedet oplevede jeg et forløb som var individuelt tilpasset til mig.
For mig har høreundervisningen været en øjenåbner af rang. Decideret lytte træning har ikke været mit største behov, men jeg har fået så meget andet. En god forståelse af mit høretab som har hjulpet mig til at finde fodfæstet i mit nye liv. Mulighed for at se på sine egne kommunikations strategier og hjælp til etablering af nye og bedre vaner for kommunikation. Det er svært pludselig at skulle forholde sig til høretab, til ikke at kunne kommunikere på samme niveau som tidligere. Det er endnu svære, at indrømme det og acceptere man til tider bliver nødt til, at bede andre om at tage hensyn. Her har høreundervisning virkelig hjulpet mig til, at gribe det an på en god måde. Jeg har ved hjælp at høreundervisning fået et sprog for lyd, Noget jeg aldrig tidligere har haft behovet for, men som i dag er til stor gavn under justeringerne.
Det har været en stor støtte at møde en professionel, som har kunnet dele en erfaring med mig og har kunnet svare på alle de mange svære spørgsmål, der opstod. En der har stillet op med gode råd og hjælp til de situationer jeg ikke selv vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg har haft svært ved at tro på, jeg hørte så godt, som jeg i virkeligheden gør. Følte mig usikker og turde ikke stole på min hørelse. De mange sejre i gennem undervisning forløbet, har givet mig meget af tilliden til min hørelse tilbage.
I gennem mit CI forløb har jeg desværre nogle gange stødt på holdningen, at høreundervisning til CI brugere er spild af tid og det offentliges penge? At når blot måles nåes, så er vejen ligegyldig
Behøver jeg at sige, jeg er meget uenig?
Vejen er præcis lige så vigtig som målet. Hvad hjælpe det at udstyre folk med dyrt isenkram, hvis man ikke vil ofre penge på, at lære dem, at bruge det på bedst mulige måde? En succesfuld rehabilitering er ikke kun, at genetablere en så god hørelse som mulig. Det er også, at lære at leve og at leve godt med sin CI. Håber tvivlerne kan se, at alle CI brugere er forskellige, med forskellige forudsætninger og behov. Derfor er høreundervisning vigtig, også selv om man lære at høre alligevel. Om og hvad man så ønsker i sidste ende, er det kun den enkelte bruger der kan afgøre.
For mig personligt er det ingen tvivl om, at jeg ikke var nået hertil, hvor jeg står i dag, hvis det ikke havde været for alt det hjælp og støtte jeg har hentet gennem undervisningen. Jeg ville nødig have undværet.

May 6th 2009

Min bedste CI oplevelse del 2

Flere har spurgt efter indlægget i sidste uge, hvad min bedste CI oplevelse så er? Gik ellers let og elegant uden om svaret syntes jeg selv, for vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Havde ikke en WOW oplevelse eller noget, hvor jeg følte, at DET var det bedste, jeg havde oplevet med CI.
Der har været mange små sejre. Mange små positive ting, som det:

AT lyd på for første gang
AT kunne følge med i TV og radio
AT kunne mange af de ting, jeg ikke burde kunne

En af de store oplevelser var til foredraget i børnehaven, hvor jeg hørte live musik for første gang, MEN selv om alle disse oplevelser har været gode, så var der ingen der kvalificerede til den bedste. DEN har jeg så nu :-)

I en uges tid nu, har jeg haft et digitalt FM system på prøve – Comfort Audio. Det fungere via teleslyngen i CI og sender lyden digitalt, så man er fri for de kæmpestore legoklodser på den i forvejen tunge processor. Det er smart.
Da jeg hørte musik for første gang gemmen ComfortA, var det bare så tæt på real, at jeg kom til at tude. Tænk at jeg kan få musikken tilbage i mit liv på den måde. Det var bare så stort, at jeg ikke helt kan forklare det. Godt nok har jeg da hørt med musik til nu, og det har også været ok, men med CA slår det alt.

Jeg har ellers altid sagt, at jeg ikke skulle have hjælpemidler, at jeg ville klare mig uden, men nu står jeg godt nok og overvejer kraftigt. Selv om jeg høre godt – bedre end forventet, og i langt de fleste tilfælde godt kan klare mig uden, så tror jeg, det vil frigive en hel del overskud for mig, når jeg ikke skal koncentrere mig så meget om at lytte. Når jeg bare får lyden serveret – som normalt hørende. Det ender med nok med, at jeg glemmer min teknik forskrækkelse og søger om sådan et system. For ud over oplevelsen med musikken, så letter den virkelig mange høresituationer og er en stor hjælp i forbindelse med telefonsamtaler. Alene det gør, at den er overvejelserne værd. Jeg trænger til, at kunne telefonere selv, ikke at være afhæng af andre. Selv at kunne bestemme hvem og hvad jeg har lyst til at involvere andre i

April 23rd 2009

6 mdr med lyd på – tiden er noget underligt noget

I dag er det præcis 6 mdr. siden jeg lyd på mine CI for første gang. Kan den helt specielle følelse, det var at få lyd på. Hvordan jeg nærmest blev overvældet af en slags eufori over, at kunne høre igen, men husker også den kolossale rutsjetur ned ad, da euforien lagde sig og alle møglydene tog over. Det var ufattelig svært, at tro det nogen sinde blev godt igen, at man nogensinde kunne leve med alle de underlige lyde, alle de smølfeagtigt stemmer.

Men tiden arbejder for en og pludselig opdager man at de smølfegatige stemmer træder i baggrunden, at lydene kommer mere og mere til at ligne sig selv, at folk stemmer nærmer sig det man kan huske OG man forstår ikke helt, hvordan det skete. Selv om jeg har lang vej igen før lyden og stemmerne er, som de skal være, så er jeg på vej. Tanken om, hvor langt jeg har rykket mig uden egentligt, at mærke det måske gør også, det er lidt lettere, at forstille jeg kan komme det sidste stykke. Selv om jeg måske ikke kan tro det, så kan min CI historie til nu, måske hjælpe mig til at acceptere, at tiden arbejder for en.

Det er jo i virkeligheden noget underligt noget med tiden. Nogle gange kan få minutter virke som år og flere måneder kan virke som et splitsekund. Når jeg tænker på, at der nu er gået 6 måneder med CI hørelse, så forstår jeg det ikke helt. På mange punkter virker det lidt som om, det var i går. Kan ikke helt fatte at jeg er kommet igennem 6 mdr. – at der allerede er gået ½ år. På den anden side, så har jeg også haft perioder igennem det sidste ½ år, der har virket som evigheder, som onde drømme, der bare ikke har villet holde op igen. Det er som om, at livet før CI, det liv jeg havde med min almindelig hørelse, er flere liv siden. På trods af jeg husker helt klart, hvordan det var, hvordan alting lød, så er det bare så langt væk – Også selv om det føles om, det var i går jeg fik mine CI…

Jeg ved med min fornuft at jeg klare mig godt, endda rigtig godt med min CI hørelse og det er ikke kun mig der siger det. Både min hørepædagog og på Gentofte er de forundrede over jeg kan, hvor langt jeg er nået – Jeg blev testet på gentofte i dag. En skelnetest, hvor jeg blev testet både med og uden mulighed for mundaflæsning og i støj. Det gik ret godt. Alligevel så er jeg ikke tilfreds. Det er da træls, hvorfor kan jeg ikke glæde mig over alt det gode jeg kan i stedet for at blive trist over det der glipper. De gange jeg missede et ord fik jeg så grim en følelse i kroppen. Fik ondt i maven, følte det som en fiasko og blev rigtig rigtig ked af det. Alt det jeg har mistet kom så tæt på i de situationer. Tristheden over ikke at kunne, vreden og at det er blevet sådan og sorgen over det mistede kulminerede. Måtte sige til min søde kontaktperson, at jeg ikke kunne /ville snakke mellem prøverne, at vi bare skulle køre dem igennem på en gang, ellers så ville jeg ikke kunne gennemføre. Brød lidt sammen efter testen. Kunne simpelthen ikke holde tårerne tilbage, og hader ellers at tude, når andre ser på det. Alligevel var det rart at få snakke om det, at få sat ord på, hvad der ramte mig.
Min kontaktperson vidste jo godt, at jeg har haft store overvejelser om jeg skulle deltage i den test – om jeg syntes. jeg havde overskuddet. På den ene side havde jeg bare slet ikke lyst, var virkelig bange for nederlaget. Ikke så meget at jeg ikke ville klare det, men mere om jeg kunne leve op til mine egne vildt høje forventninger. Frygtede at hvis jeg ikke leve op til forventningerne, at jeg så ville knække nakken, at jeg ville ryge ned i hullet igen. På den anden side så havde jeg også et behov for, at få lavet den test. Tænkte at hvis det nu gik godt, at det kunne give mig troen på det alle andre sagde. Desuden har jeg er ret stærkt og udpræget konkurrence gen. Havde meget svært ved at sidde udfordringen overhørig, var blevet tilpas nysgerrig til at måtte vide. Alligevel fortrød jeg ca 100 gange på vej til gentofte i morgen og havde det så skidt, mens jeg sad og ventede. Havde virkelig ikke lyst, men at bakke ud var heller ikke en option. Nu havde jeg lovet, at gennemfører testen og jeg er virkelig villig til at strække mig meget langt for min kontaktperson. Hun har i den grad gjort en forskel igennem mig livs værste kaos og jeg ville aldrig sige nej til hende. Nogle vil måske mene, at jeg bruger hende som en undskyldning for at tage testen. Fordi jeg så kunne sige efterfølgende. hvis det gik galt, at jeg også kun gjorde det for hendes skyld. Det har intet med det at gøre.. Jeg gjorde det fordi jeg ville, men min vilje var også forbundet med lysten til at gøre det fordi hun bad om det

April 20th 2009

Mere om lyd, tekniker besøg og hørepædagogen

Jeg er en af dem, der elsker justeringerne til manges forundring. Det er vist mere almindeligt, at have et anstrengt forhold til justeringerne, fordi man lige skal vænne sig til den nye lyd. Jeg har hørt det beskrevet, som, at få tæppet revet væk under sig, som om der opstår et lydkaos og at det hele lige skal falde på plads igen, efter at have gået med en god lyd længe.

Sådan har det endnu ikke været for mig. De gange jeg har fået justeret mine CI, har jeg været i en form for rus efterfølgende. Syntes lyden har været fantastisk, at jeg hørte endnu bedre, end da jeg kom. Den følelse vare så nogle uger til 2 mdr., hvorefter jeg igen kan mærke, at lyden bliver dårligere, at det igen er tid til en ny justering.

Som sagt så holdt det slet ikke denne gang. Da jeg blev justeret før påske holdt den gode lyd kun 5 dage, hvorefter jeg har gået med skod lyd til i dag. Der var ALT for meget ekko og rumklang på lyden, s’erne var alt for skarpe – så de nærmest stak i hjernen og de høje diskant lyde næsten udholdeligt.

Teknikeren kunne med det samme se, at der var sket store ændringer siden sidst. Han kunne godt forstå, jeg ikke brød mig om lyden. Alligevel var det svært denne gang at finde ud af, hvad der skulle til. Han prøvede mange ting og intet af det virkede. Der var ingen WOW oplevelse denne gang. Når han fjernede ekkoet, blev lyden for lav for mig. Skruede han op, så kom rumklangen med det samme igen. Ligeledes lykkedes det heller ikke helt, at fjerne følelsen af, at s og t lydene var alt for dominerende. Skruede han ned for dem, så de ikke dominerede for meget så var det som om at lydspektret formindskedes. Skruede han mindre ned, så var det ikke nok. Det endte dog med, at vi fandt et acceptabelt niveau, hvor min taleforståelse var væsentlig bedre, end da jeg kom, men ikke super. Til gengæld var følelsen, at der ikke kom lyd nok igennem – men af 2 onder, er det nok det, jeg bedst kan leve med. Taleforståelsen vil jeg ikke gå på kompromis med.

Alligevel var det en træls følelse, at køre til Talepædagogen med. Normalt er jeg jo vant til svæve på skyen over min nye fine lyd og pludselig må jeg nøjes. Kunne mærke, at følelsen gør mig ked af det. Det er lidt som at blive sat tilbage ved status 0. Troen på, at det nok skal blive godt, at jeg faktisk kommer ud på en super lyd, jeg kan leve med på et tidspunkt, blev igen svær at finde. Havde meget svært ved at erkende, at jeg pludselig kunne tage fejl af sproglyde, at jeg måtte gætte – hvilket jeg åbenbart er god til :-) ..MEN usikkerheden sad i mig denne gang. På en måde den ikke har gjort længe..

Alligevel så kunne jeg mærke, mens jeg sad der, at taleforståelsen lige så langsomt kom tilbage, at lyden faktisk bedrede sig og bare så næsten umærkelige forbedringer, give tillid igen. Tillid til at turde prøve.

VI træner lytteøvelser i støj lige i øjeblikket. Det er her min store usikkerhed ligger, men usikkerheden mest begrundet i det psykiske. Jeg skal lære, at tro på jeg sagtens kan høre i støj, i hvert tilfælde til en vis grænse. Ved jeg imponerede min hørepædagog med øvelsen i dag. Både over at jeg kan lukke støjen ude og koncentrerer mig om samtalen/oplæsningen, men også fordi jeg rimeligt hurtigt kan skifte lytte fokus. Altså at jeg kan lytte til hendes oplæsning, for dernæst umiddelbart at skifte til lytning, af det er oplæses på bånd.

Selv tror jeg virkelig dagligdagen med små børn og et deraf til dels støjfyldt miljø, der hjælper mig meget i den sammenhæng. Jeg er simpelthen vant til at “høre” med masser af larm i baggrunden

Noget af det jeg ellers har fået tudet ørene fulde med, er at CI og baggrundsstøj, ikke er 2 forligelige størrelser, at jeg skal reducere baggrundsstøjen når jeg skal høre. Det vil sige, slukke fjernsynet, TV, tysse på børnene, gå væk fra andre støjkilder når jeg skal snakke/høre. Sådan kan dagligdagen altså ikke fungere for os. Jeg kan ikke gå væk fra et grædende barn, mens det andet skal fortælle om udflugten med børnehaven. Jeg kan ikke konstant tysse på den store for at høre, den lilles pludren.

Er dette ikke bare igen et eksempel på, at man ikke altid behøver acceptere andres forudsigelser om sit CI udbytte, at man godt må sige: ” Sådan er det MIT liv. Det må jeg forsøge at få til at fungere” og hvem ved. Måske kan man!!!!!

March 27th 2009

Normalt hørende?

“Du høre jo som en normalt hørende”

Således var ordene fra min hørepædagog efter flere forskellige test i dag. Se! det er jo i sig selv en dejlig besked at få, skulle man syntes. Problemet er bare, at mine følelser omkring det, slet ikke svare til det, testene viste. I virkeligheden er det nok der, en stor del af problemet ligger begravet nemlig, at jeg ikke har det psykiske med. Når jeg skal forholde mig objektivt til det, så ved jeg jo godt, at jeg høre godt, at jeg har et supert udbytte af min CI. Jeg kan bare ikke få fornemmelsen ned i maven. Tør ikke stole på det alle siger, det jeg godt selv ved. Det var i første omgang også en af grundene til, jeg bad om flere test. Tænkte at det måske, var det der skulle til. AT hvis jeg kunne se, hvor godt jeg klarede mig, så ville jeg begynde at stole mere på det. Testene i dag var ikke nok. I stedet for at juble over, at jeg klarede mig fint, så dunker jeg mig selv i hovedet over de 2 fejl, jeg havde på 7 sider – i følge min hørepædagog ville en normalt hørende også have et par fejl over så mange test.

En del af problemet er jo nok, at et er person til person samtaler med hørepædagogen og test i et gunstigt høremiljø, noget andet er alle de dagligdags episoder, hvor man oplever, at det IKKE er som normalthørende. Selv om man kan teste mig som normalthørende, så bliver jeg det aldrig i alle livets aspekter. Måske er der også derfor, det er svært at få følelsen ned i maven?

Jeg oplever det jo igen og igen. Problemerne med baggrundsstøj, dårlig akustik, problemer med at høre på afstand, med at forstå mennesker som mumler. Usikkerheden over om man nu har hørt rigtig. Jeg kan mærke at øvelse gør mester, at man måske ikke kan lære sig, at høre bedre i disse svære situationer, men i stedet kan anlægge nogle strategier, der gør, man opnår en større sikkerhed. Det tager tid, men jeg tror det er vigtig del for mit vedkommende. I bund og grund så handler det jo igen om, at sætte nogen kommunikationsregler op for sig selv.

March 15th 2009

Dybt vand

Det er noget mærkelig noget alt dette sorg/krise reaktion. Pludselig mens man sidder og hygger sig og har det allerbedst, rammer det. Jeg så det slet ikke komme, før dem grå klistrede klump i maven havde overtaget. Har ellers haft det forbavsende godt længe. Har haft masser af overskud og syntes det gik fint den rigtig vej. Når der har været nogle episoder, har jeg vidst hvorfor og hvordan jeg skulle bearbejde dem. Derfor kom det fuldstændig bag på mig, da tristheden overmandede mig torsdag aften. Aner på ingen måde, hvad der udløste den eller, hvad jeg skulle gøre ved det. Det var bare som om, jeg pludselig var blevet 10 kg tungere, som om jeg så alt gennem et gråt tylsslør. Lydene og oplevelser var væk – jeg var bare. Klumpen fik overtaget. Kan ikke skubben den væk. Tårerne pressede sig på, men kunne ikke komme forbi halsen – klumpen spærrede. Den ville ikke lade dem.

Snakkede med psykologen om det. Om at jeg gerne ville græde, men at jeg ikke kunne, at jeg ikke vidste hvordan. Det er så væmmeligt at have gråden siddende i halsen. En kvælende fornemmelse som om den luft du ånder ind, vil kvæle dig. Det gør mig bange. Ikke gråden, men det at jeg ikke kan kalde den frem. Er bange for at hænge fast i sorgen. At blive depressiv, at blive skør?

Bagefter køre jeg til Roskilde og midt på motorvejen lige før Albertslund kommer tårerne. Pludselig uden forvarsel. Har ingen anelser om hvorfor lige der. Har svært ved at stoppe dem. Det er lidt ude af kontrol, men heldigvis ikke på den voldsomme tudeagtige måde. Det er mere, at tårerne bare triller – og de bliver ved. Det lykkedes mig dog lidt at genvinde kontrollen og på stoppet tårnede, men kan hele tiden mærke, de lurer i baggrunden. Det holder da også kun, til jeg sidder hos hørepædagogen. Igen har jeg ikke den fjerneste ide om, hvad der starter det, anden end det føles som om, jeg er gået i stykker inden i. Helt tom for tanker og kun følelse af dyb sorg – et kæmpe savn og angst.

Har jeg fortalt, jeg holder uendelig meget af min hørepædagog. Hun er en af de personer igennem dette forløb, har set mig som mennesker og ikke en sag. Jeg har vist aldrig fåret hende fortalt, hvor meget det betyder for mig at komme der, hvor meget det hjælper mig. Det må jeg virkelig gøre en dag. Er bare ikke så god til åbenhed om følelser. Gudskelov får hun mig lidt på kurs. Får mine tanker lidt væk, så jeg kommer igennem undervisningen. Det er dog en stakket frist. Græder hele vejen hjem og har svært ved at klare børnene, til manden kommer hjem. Bryder fuldstændig sammen om aftenen. Kan slet ikke styre min gråd, Det bare kommer og kommer og har ingen kontrol over det. Selv om selve gråden stopper ind i mellem, så er følelser og tårerne der stadig. Det er som om gråden ikke forløser denne gang – i hvert tilfælde ikke endnu. Hele weekenden har min underlige triste følelse gnavet. Den ligger som en tyk klistret masse inden i. Lader ikke andre følelser slippe fordi. Jeg ved ikke, hvordan jeg bliver den kvit. Det er svært, når jeg ikke forstår den. Denne gang er det anderledes. Jeg har været ked af det og trist før – Meget men ikke på denne måde. Jeg vil bare have det stopper, men ved ikke hvordan. Kan sagtens være helt normalt ud af til og klare igennem dagene, men inden i er det en stor klæbrig havregrød

Det føles som jeg er på dybt vand, men hvor jeg før har kunnet se bunden, så ved jeg ikke engang nu om den findes – eller hvor. Det er som om den fremmede verden, jeg er vågnet op i igen har ændret sig. Hvor jeg før har kunnet se den gamle verden, men bare har skullet lave et nyt kort for at finde vej, så er alt nu ukendt og sløret

Alligevel så ved jeg, at jeg kommer tilbage. Et eller andet sted langt inde i mit hjerte, er en tro på – stadig, at dette nok skal gå, at jeg klare det denne gang også. Lige nu er problemet bare, at det er så langt væk, at jeg har svært ved at tro det det. Den tro skal jeg have genvundet – ville bare ønske, jeg vidste hvordan.

Bare lige en lille tanke – tør næsten ikke sige den højt, MEN er alt dette en følge af den lille men skræmmende tanke om testen? – Altså ikke alt min tristhed stammer fra den ene. Det har jo ligget og luret længe, men kunne det virkelig være den lille besked, der fik bjergej til at tippe. Jeg kender ikke svaret og ved heller ikke om, jeg vil vide det

March 13th 2009

At løbe panden mod muren

Lige nu er jeg godt nok på koalitionskurs. Det er rigtig svære psykisk for tiden. Har ellers haft nogle gode dage i denne uge, men der skete et eller anden i går. Ved ikke helt hvad, men det slog mig ud af kurs. Siden har denne bold af sorg jeg går rundt med i maven, været alt for tung og dominerende. Har følt gråden presse på, at kunne bare ikke græde. Der var et eller andet, der holdt igen, ved ikke hvad. Måske har jeg ubevidst været bange for, om jeg ville miste kontrollen, hvis jeg slap det løs.

Vi fik snakket en del med min hørepædagog om at jeg har behov for at blive udfordret lidt, at blive presset ud i nogle situationer, hvor jeg oplever, det kan være svært. Ikke fordi jeg søger nederlag, men fordi jeg har brug for at finde ud af, hvor mine svagheder er. Det er selvfølgelig super dejligt hele tiden at blive bekræftet i, at det går godt. At få den ene succesoplevelse efter den anden, men jeg kan bare mærke den gør mig usikker, at jeg ikke kan tage dem til mig, fordi jeg er bange for at opdage, det er en illusion.

Det blev også i dag jeg måtte til telefonen. Noget jeg ellers har værget mig for længe. Ved ikke helt hvorfor, det er så angstprovokerende, når jeg nu godt kan, når jeg skal. Nå men det var ikke en ubetinget succes, men heller ikke fiasko. Tror nok mere det var min generelle modvilje mod at tale i telefon (som jeg altid har haft – også inden jeg mistede hørelsen) end det var høresituationen og telefonen

På trods af adskillige positive oplevelser hos hørepædagogen, rullede sorgen bare ind over mig på vej hjem. Græd og græd og kunne ikke stoppe. Det var så væmmeligt. Måtte sidde udenfor børnehave ½ time, før jeg kunne gå ind. Heldigvis så hjælper et kæmpe knus fra mine skønne unger altid

Det er snart rigtig længe siden, jeg spurgte i børnehaven om, jeg kunne få lidt hjælp til at fortælle om mit høreproblem både overfor personalet og de andre forældre. Måske har jeg opfattet situationen helt forkert, men jeg syntes, de lod til at syntes godt om ideen. Spurgte høre pædagogen og hun ville gerne komme og forklare lidt om, hvad alt dette betyder for mig og hvilke ting andre skal være opmærksomme på Det var rigtig svært for mig at spørge og en kæmpe overvindelse, at skulle snakke med dem om det, MEN det føltes bare så godt, at jeg fik mig taget sammen – at jeg turde. I dag skulle jeg så lige høre, hvor lang tid de have sat af. Finder så ud af der ingen aftale er, selv om jeg helt sikkert syntes vi lavede en og jeg bekræftede at hørepædagogen gerne ville. Nu kan det pludselig bare ikke lade sig gøre. Der kommer en udefra og fortæller om den gode historie – og min er JO ikke så interessant og relevant for de andre forældre. NEJ det er den måske ikke, men det er den for mig. Det er mine børns fremtidige legekammeraters forældre og mine høreproblemer, kan få konsekvenser for det forhold. Har allerede mærket det et par gange, hvor jeg simpelthen ikke har hørt henvendelser til mig. Dum situation når de ikke forstår hvorfor.

Det har været mig meget magtpåliggende, at folk skal forstå – ikke kun hvorfor, men også hvordan – og nu føler jeg mig i den grad afvist af ungernes institution. De syntes, jeg bare selv kan forklare på trods af, jeg har sagt, det er for følsomt for mig selv at skulle stille op. Eller jeg bare kunne skrive en seddel, som forældrene kunne få eller de kunne læse op. Jamen det jeg jo ikke bare en meddelelse. Det er min situation. Det er vigtigt at folk og OGSÅ pædagogerne ved besked. Mærker det jo hele tiden når kommunikationen mel pædagogerne ikke duer. Frygter så meget for den dag, hvor jeg ikke høre eller misforstår et vigtig budskab.

Hvis jeg var normalt hørende, så ville jeg jo spørge lidt ind til dagligdags, mit barn og stedet. Det ville intet problem være, at børn rundt om larmede. Den luksus har jeg ikke mere. Det bevirker, at jeg ikke føler jeg ved noget om mit barns børnehave dag. De siger godt nok, at vi bare kan gå afsides, men det beder man jo kun om, hvis deres noget særligt. Kan jo se hvor travlt de har. De siger jo også, jeg bare kan læse i bogen – ja men den siger jo ikke noget om, hvordan mit barn trives, eller hvis jeg lige har lidt info, jeg gerne vil have / aflevere. Det gør mig møj ked af det at være afvist på den måde. Hvorfor skal jeg og mit barn muligheder ikke være på samme niveau som de andre? Jeg føler med det, at der ikke er plads til at tage hensyn til mig i den institution. Jeg føler mig afvist og mindre værdig. Min samarbejde med dem har lidt et gevaldigt knæk og jeg har ingen lyst til overhovedet at skulle derned igen

March 9th 2009

Opdatering

Det har ligget lidt sløv med bloggen et stykke tid, men nu skulle den gerne køre for fuld skrue igen. Det er ikke fordi, der intet har været at fortælle – snare tværtimod, men fordi jeg simpelthen har haft så meget at se til med diverse andre projekter, som jeg lover I kommer til at høre meget mere om de næste måneder her på bloggen.

Jeg kan simpelthen ikke bare sætte mig med hænderne i skødet og se til at mennesker fanges i systemet. Det er fuldstændig katastrofalt, hvad for historier jeg har måttet lægge øre til. Det er meget muligt, at der ikke er ret mange akut døvblevne på landplan om året, men det betyder altså ikke, at de ikke skal tilbydes en bare nogenlunde anstændig og kvalificeret behandling uanset, hvor man er så heldig eller uheldig at havne.

Ud over det projekt har jeg brugt en del tid på min egen lydtræning. Det har irriteret mig gevaldigt at min egen stemme bliver ved med at lyde så forkert – uden at jeg helt har kunnet forklare det. Tror så nødden blev knækket hos hørepædagogen i dag. Er spændt på at se hvad den nye opdagelse kommer til at betyde næste gang jeg skal til justering. Jeg har jo stadig så meget glæde af den ene elektrode blev slukket. Oplever slet ikke de grimme problemer med hjerneslammere mere. Alligevel kan jeg godt have nogle dage, hvor lyden bare irritere mere end andre. Her i weekenden har jeg hvilet mit trætte hoved en del. Har gået ret meget med kun processor på – simpelthen fordi jeg fik de vildeste hovedpiner at alt den larm. Det er vildt det støjhelvede man omgiver sig af. Det bliver man i den grad opmærksom på når man får CI

March 6th 2009

Lydproblemer og en opdagelse

Jeg havde virkelig forberedt mig på høretræningen i dag. NU vil jeg altså kunne forklare, hvad det er der driller for mig, men hvor ville det dog være uendelig meget lettere hvis man bare kunne lade andre lytte med.

Har i nogen sinde tænkt over, hvor svært det egentlig er at forklare lyd?? – altså sådan rigtig forklare. Ikke bare at der lyder forkert, forvrænget eller sløret, men i stedet hvad der er der lyder forkert, hvornår det optræde og hvordan?. Jeg vil rigtig gerne kunne forklare det så præcist som muligt, men det er som om der mangler ord. Noget andet er også. at det faktisk kræver en stor sproglig opmærksomhed. Man skal hele tiden tænke og analysere ikke kun, hvad andre siger, men også sin egen stemme. Er det nogle bestemte ord, er det bestem bogstav kombinationer, eller hvis ord optræder i bestemte sammenhæng.

Jeg har hele tiden haft problemer med lyden af min egen stemme. Hvor andres stemmer mere og mere nærmer sig det normale, så er min stadig helt forkert. Det lyder som om, jeg har et par kæmpe polypper siddende. Det er især ved de i forvejen nasale lyde, det går helt galt. Det fik vi en god snak om, og jeg har nu noget mere konkret at tage med til teknikeren næste gang.

Ud over det så gjorde jeg en opdagelse forleden. Min datter sad i en papkasse og legede :-) ja med nyt hus er det hvad der kan blive til :-) ). Jeg ved ikke helt hvad legen går ud på, men pludselig begynder hun at råbe: ” sut, sut, sut”….Skynder mig at give hende sutten, men så bryder hun sammen i gråd og jeg kan slet ikke forstå. Må have manden til at hjælpe og det viser sig, at det stakkels barn har leget hund og sidder og siger Vuf Vuf Vuf…

BANG – der opdagede jeg mit skelne “problem”. Ja jeg har altså valgt at sætte det i citationstegn, fordi det måske er lidt flot at kalde det et problem, når det kun er den ganske lille ting det drejer sig om.
Igen kan hørepædagogen hjælpe med forklaringen. Får lavet en lille test med at skelne ord og det viser sig at det kun er med U og et par enkelte bogstavkombinationer som driller. Det kan sagtens hænge samme med de nasale lyder, der driller og sikkert er problem der kan løses teknisk – ellers er det i hvert tilfælde noget der kan trænes.

Planen er en nu jeg skal bestille en justering , fordi der er muligvis er noget galt med mit program 2. Lydstyrken er fin, men så snart der kommer tale på så bliver alt så forvrænget at en god del af forståelsen går tabt

March 5th 2009

Hvis er ansvaret

“Hvis dog bare de ville tale lidt tydeligere”,
“hvis dog bare jeg hørte lidt bedre”,
“hvorfor taler alle med ryggen til mig”.
“kan de dog ikke lade være med at tale i munden på hinanden”.

Hvor er det dybt frustrerende konstant, at komme til kort hvad hørelsen angår. Der er så mange tilfælde, hvor mennesker i ens opgangskreds og berøringsflade ikke agere hensigtsmæssigt i forhold til ens høreproblemer. Kan ikke huske, hvor mange gange jeg har tænkt, at de dog må kunne lære at tage hensyn, at de dog må kunne huske mine høre problemer. Har nok lidt haft en tendens til. at syntes de var andres fejl når jeg ikke forstod /hørte – MEN er det nu også det?
Er det i virkeligheden ikke at påtage sig en offer rolle, når man hele tiden skyder skyldes på situationen, omgivelserne og mennesker.

For ja det er død urimeligt, at man mister hørelsen pga. et sygdomsforløb, MEN situationen bliver bare ikke anderledes af at man agerer efter devisen, hvis nu bare. Sådan er en situation jo lige netop ikke og ja det er da også smadder træls, at folk ikke bare kan lære at tale direkte og tydeligt til en, MEN det er altså ikke udelukkende deres ansvar tænker jeg. Ens måde at tale på er ret så indgroet – som en gammel vane, der er meget svær at lave om på. Det er ikke noget der sker fra det ene øjeblik til det andet. Dette giver dog ikke carte blach til ikke at forsøge, at tage hensyn. Prøver bare at sige, at det ikke kommer fra den ene dag til den anden.

Langt hen af vejen må vi nok tage sagen i egen hånd, at se det som vores eget ansvar. Hvis folk placere sig uhensigtsmæssigt, så bed dem flytte sig, eller endnu bedre placer dig selv, så du får de optimale forhold, Er der for meget støj, så forsøg at reducere så meget som muligt eller bed din samtale partner om at gå med væk fra støjen. Forsøg at flytte dig rundt når du vil samtale med andre i stedet for at forvente de husker at rykke hen til dig. Og sidst men ikke mindst – Gør folk opmærksom på dit problem. Min personlige erfaring er i hvert tilfælde, at det letter både for dig og dine omgivelser at være åben

Omvendt så skal der 2 til en kommunikation og uanset, hvor meget vi selv gør, så må begge parter følge reglerne for at samtalen skal lykkede. Derfor må vi også her på banen og instruere folk i de forholdsregler der letter samværet for os.

Når det er sagt, så syntes jeg alligevel, jeg vil slå et slag for almindelig samtale kultur. Hvad er der blevet af den? Mange inklusiv jeg selv er enormt sløsede i vores kommunikationsform: snakken i munden på hinanden, mumlen, hurtig snak, afbryden og så videre? Ville det virkelig være så slemt, hvis man tog lidt af de gamle dyder til sig? at man fik lært, at lade folk tale færdigt, at man anstrengte sig lidt mere med tydeligheden og udtalen, stoppe med at snakke i munden på hinanden ect. OG SLUK så for det TV og musikken når der samtales. Som tidligere normalthørende ved jeg det vil komme ALLE til gode.

Next Page »