December 23rd 2008

Isolering

Og NEJ det er ikke den slags man kan finde i vægge og på lofter jeg snakker om, men det følelse man kan have, selv om man er omgivet af mennesker.

Syntes jeg er kommet ind i en rigtig kedelig tendens, efter CI er kommet ind i mit liv. Kan mærke jeg både bevidst og ubevidst isolere mig, især overfor fremmede eller folk jeg ikke kender godt. Det er en stor barriere for mig, at skulle bede dem tage hensyn til min høresituation.
Selv om man får det sagt, forstår de så? Kan man overhovedet forstå, at lyd ingen mening kan give og at man ikke kan forstå, hvad der bliver sagt selv efter flere gentagelser. Min erfaring siger NEJ. Kan mærke, det gør mig rigtig ked af det.

Det går fint, at snakke på to mands hånd med folk, jeg kender. Kan også sagtens snakke med 3 eller 4 af gangen, men så er det også ved at være sket. I større selskaber så drukner alt i støj. Selv folk der sidder sæt på, har jeg svært ved at forstå. Det er virkelig den ensomste følelse i verden, at være omgivet at mennesker der hygger og snakker og så sidde der som den eneste, der ikke forstår et klap.

Lige nu vil jeg helst bare være sammen med de mennesker, jeg kender godt, som kender min situation, men ikke engang de forstår helt. På den anden side så vil jeg jo heller ikke sidde hjemme alene altid. Er i bund og grund social og elsker at snakke, hygge og møde nye mennesker, så bliver nødt til finde nye måder at være sammen med mange mennesker på

I dag har vi været til julehygge samme med alle de nye naboer. Sikke en støj af børn, snakken, skramlen med stole, tallerkner og bestik. Det var godt nok ikke meget jeg forstod. Endte da også med jeg kom til at sidde meget alene, men fik da snakke lidt alligevel. Der var bare MEGET, jeg ikke fangede. Før ville jeg jo bare lystigt have snakket med. Fået lært alle de søde mennesker at kende. Dertil vil jeg gerne nå igen. Håber det kommer, når jeg får en lidt større tillid til min hørelse. En ting er i hvert tilfælde helt sikkert og det er, at den strategi jeg benytter lige nu med at lade som om jeg forstå. DEN duer slet ikke. Det er en rigtig dårlig vane jeg skal af med NU!

December 16th 2008

den skræmmende stilhed

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at min døvhed skræmmer mig. Jeg hader at tage min CI af og gør det kun, når det er absolut nødvendigt. At gå i bad er ikke længere den intense nydelse som tidligere(savner at høre vandets plasken på fliserne og en sagte rislen fra bruseren). Nu er det noget som bare skal overstået, så jeg kan komme ud og få lyd på igen. Sover altid med mindst en processor på, så lyden aldrig helt forsvinder. Bare det de under justeringen i korte øjeblikke slukker for processoren er et helvede. Jeg er bestemt ikke ven med stilheden.

en bekendt stillede en sen aften nogle meget vanskelige spørgsmål – men også meget kloge som jeg efterfølgende har tænkt meget over:

Hvad er det, der egentlig skræmmer dig – denne intense stilhed?
Kan du beskrive overfor mig, hvad der gør den forfærdelige stilhed til noget væmmeligt og ondt??

Da jeg først læste spørgsmålene, var min umiddelbare tanke, at det ville jeg aldrig kunne svare på, at jeg ikke vidste hvorfor. Jeg forstår det nemlig ikke selv, men har gjort mig mange tanker om det, så jeg vil forsøge alligevel. Bær over med mig, hvis det bliver en mærkelig og rodet forklaring.

Først vil jeg sige at jeg indtil d, 12/8 absolut ingen erfaring havde med døvhed. Kendte ingen døve mennesker og have ingen erfaring med deres verden. Har heller aldrig kendt andre med høre problemer, så den verden er helt ny for mig

Jeg kan nok bedst forklare mit forhold til døvheden således; Det er lidt lige som at vågne op i en helt fremmed verden. Alt er nyt, intet er det samme som tidligere og man skal til at lære alle tingede forfra igen. Mange af ens kundskaber er røget sig en tur med døvhedens indtræffen. Jeg er i en helt fremmed verden, jeg absolut ingen erfaring har med og ikke helt ved, hvordan jeg gebærder mig i.

Omgivelser og steder ligner ikke sig selv – jo måske fysisk, men lydende mangler. Alle de kendte lyde som har været med til at give stederne deres særpræg. Mennesker stemmer mangler, de er for mig med til at give hver enkelt person et særpræg. Stemmerne fortæller mig om folks sindsstemninger og alt det der siges mellem ordene – Jeg skal pludselig til at gætte mig til folks intentioner, når de siger noget, hvad ligger der bag ordene, er de glade sure triste eller noget helt fjerde. Uden lyden kan jeg ikke kommuniker, har af gode grunde aldrig lært tegnsprog eller andre ikke mundtlige kommunikationsmidler så min eneste chance for kommunikation i stilheden er skriftlig og det lader bare så meget tilbage. Det er så let at misforstå kommunikation på skrift, der er ting man ikke kan skrive ned og ting om er svære eller næsten umulige at forklare på skrift

Stilheden skræmmer mig fordi, jeg bliver mindet om alle disse forhold, fordi den bringer, det jeg har mistet og savner så frygtelig mere helt fem i perspektiv – får det klasket lige i fjæset, Stilheden minder mig om, at min liv ikke længere er det samme – om alle de kampe der har været og dem der uvilkårligt vil komme hen af vejen

Føler mig udelukket af den hørende verden og at jeg heller ikke høre til i den døve verden. Syntes jeg mangler kontrol, når jeg ikke kan høre, hvor mennesker i mine omgivelser befinder sig. Når jeg ikke umiddelbar kan deltage i deres aktiviteter. Hader fornemmelsen af at de kan høre alt, hvad jeg siger, men at det ikke går den anden vej rundt

Jeg bliver konfronteret med min døvhen når lyden fra min ci ryger af, så bliver jeg nødt til at forholde mig til at jeg er funktionel døv, hvor jeg ellers med mine ci kæmper en hård kamp for at lade som om, alt er som tidligere

December 15th 2008

Nej jeg er ikke dum – jeg høre bare dårligt

Hvor er det frustrerende – gang på gang at blive sat til dørs pga. høreproblemer. Hvorfor kan folk ikke bare tage en smule hensyn, så man ikke behøver føle sig så dum?. De var endda på forhånd var orienteret om min høre situation. Kan mærke jeg bare bliver gal, frustreret og føler mig uden for, men mest af alt bare rigtig trist når jeg ikke kan /høre forstå hvad folk siger.

Var på besøg i ungerne ny institution i dag. Havde godt frygtet hvordan samtalen med personalet skulle forgår – Det er jo ikke lige frem fordi der er stille med så mange børn samlet, men var fortrøstningsfuld. Vi havde jo orienteret dem på forhånd om min situation, så jeg troede/ håbede da, at de ville tage en smule hensyn. Det er da vigtigt, man får en god snak med dem, der skal tage sig af ens dyrebareste. Det er altså ikke et godt udgangspunkt, at det skal ske midt i en gruppe vuggestuebørn.

Men ak heller ingen hensyn her. mumlende tale, vender ryggen til, larmende unger der for omkring. Forsøgte at sige flere gange, at jeg hverken kunne forstå eller høre, men ingen reaktion. I stedet kommer samtalen til at forgå henover hovedet på mig og kun til min mand. Det er meget lidt jeg får med. Kan mærke det virkelig gør mig ked af det. Er det sådan her det skal være resten af livet?

Jeg ved jo godt min CI sætter begrænsninger, så bør jeg bare lære at trække på skuldrene og overlade alle sådan nogle situationer til min mand?- NEJ F***** nej. Det kan simpelthen ikke være rimeligt at det ikke kan forgå på mine præmisser i sådanne tilfælde. Jeg vil bare ikke sidde og føle mig dum og besværlig. JA jeg har et høreproblem, men det betyder altså ikke jeg er dum – eller usynlig. Jeg er vant til at klare tingene selv, til at deltage på lige fod. Det vil jeg blive ved med, men hvor er det svært når omgivelserne ikke spiller med. Skal helt klart arbejde med, at kunne gøre mine omgivelser opmærksom på det, når de glemmer det.

December 9th 2008

Justering

Den sidste uges tid har været en smule træls, med en hård flytning, kamp med kommunen og et nyt hjem, der ligner en krigszone, så der var ike meget overskud til justeringen idag. Det gik da heller ikke super fantastisk. Jeg havde da godt nok rykket mig både i bas og diskantområdet, men ikke nær så meget som jeg har gjort de andre gange. Egentlig er det naturligt nok fordi, det er gået så stærkt de andre gange, Min tekniker mente også, at det kunne betyde noget, at jeg måske havde fået skruet lidt for højt op sidste gang. Måtte i hvert tilfælde love, at jeg ville kontakte han med det samme, hvis jeg fik så voldsomme svimmelhedsanfald igen.

Denne gang havde jeg medbragt som redskaber, en rangle, et musik instrument og et par andre ting. SYntes det var nemmere, at vise ham, de lyde jeg reager kraftigt på. Må sige det hjalp. Ikke lige ved første korrigeren han prøvede , men pludselig var den der bare. SIkke en forskel. Håber virkelig det holder ved.

Fik lagt et par smartsound programmer ind denne gang, en til fokus og en til støj. Den med støj skal jeg nok blive glad for om eftermiddagen når ungerne har larmet hele dagen-