January 16th 2009

Første møde med hørepædagogen

Idag har jeg været til hørepædagog for første gang. Lidt sent i forløbet efter som det snart er 3 mdr siden, jeg fik mine CI tilsluttet. Af forskellige årsager som bla en flytning mellem 2 regioner gjorde desværre at det trak ud.

Syntes egentlig ikke selv jeg havde det vilde behov mere, men besluttede mig alligevel for at forsøge. Min tanke var dog helt klart at jeg bare skulle hen og have at vide, at jeg ikke behøvede at komme mere.

Blev godt nok bekræftiget i at det går godt endda meget fimt med min taleforståelse og hørelse. Blev testet på en lang række lyde og det gik over forventning. Alligevel må jeg sande, at jeg sagtent kan få en masse ud høretræningen: telefontræning, hørestrategier, at få erhvervet mig et sprog for lyd. Så alt i alt en god oplevelse, og jeg er sikker på det nok skal blive lærerigt

Ud over alt det læremæssige så fik jeg igen igen lov at fortælle min historie. Jeg plejer ellers ikke sådan at åbne op for fremmede med det samme, men der sker et eller andet med mig når jeg bliver spurgt om mine oplevelser, så er det som om munden bare går og jeg måske bliver for åbenmundet :-) . Det føles nu godt at få lov at fortælle. Det er som om der læger et lille stykke hvergang.

Glæder mig allerede til næste gang. er dog ikke så stolt vedtanken om telefontræning. Den lille dims kan virkelig kalde koldsveden frem og det selv på en som ellers var inkarneret storsnakker

January 16th 2009

Drømme

Sørg for at leve mens du drømme, men husk også at drømme mens du lever

Det er vigtigt at have drømme, både den man tør forfølge men også de store hemmelige, man ikke helt ved med. Drømme både udvikler og rykker livet, MEN det må aldrig blive til, at man lever fra drøm til drøm og aldrig stopper op i virkeligheden – i livet nu og her. Det er så let, at blive grebet af drømmeriet. At drømme om i morgen, næste uge eller i fremtiden, at tænke hvad nu hvis og jeg ville ønske. På den måde ser man ikke, hvad der forgå omkring en lige nu og her og:

Hvem ved? Måske gemmer der sig en drøm, du endnu ikke har tænkt lige midt i virkeligheden.

Der findes så mange forskellige slags drømme – Dagdrømme, …… og så de store hemmelige drømme. Drømme der betyder så meget, er så store at man næsten ikke tør sige dem højt – For tænk nu hvis.

Tænk nu hvis nogen skulle formaste sig til, at træde på ens drøm, til at kommentere den og underkende dem. Det gør ondt og det gør det fordi, sådanne store hemmelige drømme ikke kun er drømme, de er en del af en selv. En del af dit inderste du ikke deler med hvem som helt og at få trådt på dem, er som at træde på dig

Men der er også et andet aspekt i hemmelige drømme. Så længe de er hemmelige, er de også sikre. Du behøver ikke gøre noget ved dem, at tage stilling til dem, at dele dem med nogen. Den dag du beslutter, at dele drømme med nogen, så er du også nødt til at forholde dig til dem, at beslutte dig for om, det skal vedblive med at være en realitet eller kun en drøm. Hvad der er det rigtig valg, kan kun du vide. Men måske skal man spørge sig selv, hvad det værste der kan ske er?… AT du finder ud af din drøm ikke kan realiseres. At du faktisk opdager, at din drøm ikke kun behøver være en drøm. Måske ikke i fuld udstrækning eller i den form du havde troet, men realiserbar

Det første alternativ er selvfølgelig et hårdt slag. Det er aldrig rart at se drømmen briste, Men måske skal man huske på, at der også kan komme noget positivt ud af det. Nemlig at en slagen drøm, giver plads til andre drømme isdets, at den ikke behøver at spøge i alt evighed, at man ikke behøver fortryde, at man aldrig fik det prøvet af. Det sidste alternativ – jamen tænk engang, hvis man nu ikke havde forsøgt, så kunne man have gået rundt og sukket over sin drøn i evigheden uden, at vide man faktisk havde chancen. Det er da endnu mere trist end bristede drømme

Jeg har selv en stor og meget hemmelig drøm, har haft den i mange år og aldrig turdet fortælle den til nogen. Aldrig givet udtryk for, at jeg drømte i den retning. For tænk nu hvis de trådte på min drøm, hvis de fortalte mig, at det aldrig ville ske. Det har jeg ikke været parat til før nu

MEN drømmer om at skrive – ikke kun for mig selv, men for andre. Drømme om at skriv en bog, at blive forfatter og den drøm har jeg haft i rigtig mange år. Det er ingen, der til nu ved, at jeg faktisk har skrevet ret meget, at jeg har hovedet fyldt med udkast og små tråde til alle mulige skriverier. Endnu er det ret upræcist og rodet. Har tusinde af ting jeg gerne vil skrive og kan ikke spore mig ind på, hvad det mere præcist skal være. Der skal jeg hjælp til. Mit første skridt til at realisere min drøm, er at indrømme den, både for mig selv og andre. For på den måde får jeg frigjort energi til faktisk, at gøre noget ved projektet. På en eller anden måde forpligter det også mere når man først har sagt det højt
Det næste skridt på vejen, er at få lidt struktur på alle de hvad og hvordan, jeg tumler med i forbindelse med skriverier, At få skrevet ned, hvad de præcise problemer jeg har, er, hvad der stopper og hvad der skal til for at jeg nærmer mig. At få sat ord på det, jeg har behov for at lære
Til sidst skal jeg have professionel hjælp – et skrive/forfatterkursus, så jeg kan få en masse redskaber til at komme i gang og hvad man stiller op i forløbet

Ingen aner hvorhen det bringe mig, og om min drøm er realiserbare. Jeg vil ikke på forhånd have nogen forventninger om eller ej det lykkedes, for det tror jeg påvirker processen og i sidste ende resultater. Men jeg vil bare ikke sidde om 30-40 og ærgre mig over at jeg ikke tog chancen

January 13th 2009

Tag dig sammen Anne

Lyden er bare blevet dårligere og dårligere i mine CI de sidste dage. Syntes jeg har sværere ved at høre. Lydene er mere forvrængede og jeg er blevet mere lydfølsom igen. Mange af de lyde jeg ellers har, kunne klare længe, er begyndt at være direkte ubehagelige igen. Flere gange må jeg simpelthen slukke for den ene processor, hvilket er til stor irritation, da en stor del forståelse så går tabt.

NU kan jeg vist ikke trække den meget længere. Mine CI trænger i den grad til en justering og helst snart, så må hellere tage mig sammen og kontakte teknikeren. Har godt nok en tid i begyndelsen af februar, men spørgsmålet er bare, om jeg kan klare at gå med de møg lyde så længe.

Ud over den dårlig lyd er begge mine processorer begyndt at knitre rigtig meget. Selv efter adskillige turer i tørreskassen, bliver det ikke rigtigt bedre. Især den venstre er slem og tørring har ingen effekt. Det er lidt bedre med højre, hvor man godt at fjerne støjen for en dags tid, men så er det igen. Hader bare at skulle komme igen og have processorerne problemer. De må da tro jeg behandler dem rigtig dårligt. Sidst fik jeg også byttet en processor fordi den blev ved med at falde ud. Derfor kan jeg ikke rigtigt tage mig sammen og kontakte dem igen. Syntes det er lidt for pinligt, der er så meget bøvl med mig, Men må jo nok til det. Lyden bliver jo ikke bedre af at lade være og er godt træt af at høre alting med ekko eller efterklang…

Jeg gør det i morgen.

January 9th 2009

Om selvopfattelse

Er det ikke forunderligt, hvor stor forskel der kan være, på den måde vi opfatter os selv og den måde andre ser os på. Ligesom der også er forskel på, hvordan vi reagere i forskellige situationer og sammen med forskellige mennesker

Jeger sikker på, at hvis du spøger de forskellige mennesker i min berøringsfalde, så vil de hver i sær komme med deres egen opfattelse af mig. Nogen vil jeg sikkert sagtens kunne genkende, men andre vil være helt ude i skoven. Men hvad er jeg så? – Har de ret i deres betragtninger af min personlighed? Har jeg? – eller man i virkeligheden et produkt af begge opfattelse.

Man er vel aldrig kun et produkt af sin egen opfattelse eller en statisk person. Man ændre sig forhold til de personer man er sammen, den sindsstemning man er i og alle de ting man konstant påvirkes af og udsættes for.

Nogle gange har jeg en meget klar opfattelse af, hvem jeg er og andre gange er det mere utydeligt. Det er også derfor, jeg hader personlighedstest. Aner aldrig, hvad jeg skal svare. Er det det, der passer nu og her. Det der passer i morgen eller det der passede i går.

Har aldrig tidligere tænk så meget over, hvem jeg er men ret meget mere over, hvordan andre opfatter mig. Det er i virkeligheden skørt, for man skal jo være sig selv, være ægte og ikke agere efter, hvad man tror andre syntes og tænker, men hvorfor er det så så svært?

Noget godt er der da kommet ud af alt dette. Syntes jeg har fået en langt større selvindsigt, er i hvert tilfælde meget klarere i mine tanker om, hvad jeg gerne vil være. Selvfølgelig er det huller og det kommer bare ikke over en nat. Nogle ting kan jeg heller ikke være endnu, men må arbejde mig der hen.

Det har været svært at finde mig selv i dette forløb. Kunne godt se at jeg ikke var den gamle Anne mere, at jeg ikke kunne være hende længere og det gjorde ondt. Havde bestemt ikke lyst til at skulle slippe hende. Hende havde jeg jo kendt hele mit liv. Hun var tryg og sikker. Vidste altid hvad hun skulle sige, gøre, tænke og mene. Havde bestemt ikke lyst til at skulle være en ny Anne, som jeg i øvrigt ikke vidste, hvem var.

Langsom er jeg alligevel begyndt at holde af den jeg er blevet, eller måske skal jeg sige den jeg er på vej til at blive. Kan rigtig godt lide mange af de nye egenskaber, men der er lang ved end nu. For selv om jeg hele tiden får et tydeligere billede at hvad jeg gerne vil være, så dukker alle spørgsmålene om hvordan også op.

Kan godt lide jeg er begyndt at tænke mere på, hvad JEG gerne vil, hvad jeg godt kunne tænke mig i stedet for, hvad jeg tror andre syntes jeg bør gøre. Livet er simpelthen for kort til ikke at leve det. Det er mit liv, mit ansvar og kun jeg ved hvad der er det rigtige for mig. Må også lære at stole på mine valg er ok, også selv om andre ikke forstår dem. Det nytter ikke at mit pleaser gen giver mavepine i flere dage fordi jeg kan mærke andre misbilliger mine valg.