March 31st 2009

Justering nr et eller andet i morgen

Ja jeg er holdt op med at tælle. Det er ved at være et par måneder siden, jeg sidst var af sted og har egentlig trængt til en ny justering et godt stykke tid, men nu skal jeg altså af sted i morgen.

Sidste gang kom jeg bare hjem med et super lyd, så jeg virkelig spændt på, hvordan det bliver denne gang. Har de sidste uger brugt langt tid på at tænke over og lytte efter, hvad problemer med lyden er, så man kan ikke sige andet end, jeg er godt forberedt denne gang, og virkelig har mulighed for at give min tekniker noget at arbejde ud fra.

Håber at vi kan få lidt styr på den rungende lyd. Det er som at tale i et meget stort tomt badeværelse og ved nogle af lydene er fornemmelsen lidt som om, man står og blæser i en ølflaske.

Det er i virkeligheden efterhånden nok mest min egen stemme, der driller. Andre nærmer sig mere og mere, det jeg kan huske fra tidligere, men min egen stemmer lyder meget nasal, som om jeg går rundt med jordens største polypper. Det håber jeg godt nok på, der kan gøres noget ved.

Jeg har det stadig træls med at komme på Gentofte – eller i hvert tilfælde til justeringerne. Kan mærke det allerede her til aften, at den der følelse jeg ikke bryder mig om sidder i maven. Mon jeg nogensinde bliver helt neutral omkring det? jeg har svært ved at tro det, men på den anden side så har jeg haft svært ved at tro så meget andet i dette forløb.

Tænker tit på om jeg har kommet nemmere igennem, hvis tilbuddet om krisehjælp havde været der. Af gode grunde kan jeg ikke svare på det, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår. Forstår ikke hvorfor man i så mange andre situationer nærmest får den kastet i nakken, mens andre ikke kan få. Jeg ønsker bestemt ikke at gøre mig selv til dommer over, hvem der har behovet og hvem der måske ikke har. Tænker bare at tilbuddet om akut hjælp i begyndelsen af mit forløb. Måske havde betydet, jeg var kommet lettere igennem.
Man kan jo altid mere, at det bare var et spørgsmål om, selv at opsøge en psykolog i begyndelse, men helt ærligt tror jeg hverken, jeg eller mine familie havde overskud til på daværende tidspunkt. Det have simpelthen krævet langt mere overskud selv at skulle være opsøgende på det område

March 31st 2009

Status og overkompensering

Hvad er status så på alle mine små projekter?

Brevet til Herlev, med konstruktive forslag til hvordan man hjælper og støtter op om en akut døvbleven – Stadig ingen reaktion. Tænker om offentlige myndigheder overhovedet gider svare tilbage på sådanne henvendelser? Bliver sådanne henvendelser bare arkiveret lodret?.Håber godt nok at de tager min henvendelse lidt mere alvorlig, men må erkende jeg tvivler.

Her i weekenden har jeg fået lavet layout på den pjece, der skal sendes til samtlige sygehuse. En pjece med gode råd om kommunikation og information i forhold til akut døvblevne. Det chokere mig i den grad, at man som sundhedsvæsen, vil være sådanne eksempler bekendt, som jeg har lagt øre til de sidste måneder.

Pjecen følges op af en artikel i Sygeplejersken, hvis de ellers vil trykke den. Dette samtidig med, at landets sundhedsminister får en lille hilsen.

Et af mine store ønsker, er jo at væsentligt forbedre/ udvide servicen på landets CI centre. Jeg forstår ikke, at der ikke findes en form for kriseberedskab når man så akut mister hørelsen. Pludselig står man i sit livs krise, med hovedet fyldt med svare tunge tanker og en masse praktiske problemer, der hober sig op. Personalet på landets sygehuse, er ikke uddannet til at tage sig af sådanne situationer og som landet er nu, kan der gå flere uger, inden man kommer i kontakt til CI centrene. Det syntes jeg personligt ikke er godt nok. Man har behov for umiddelbar og hurtig kontakt til nogen som kan svare på alle svære som spørgsmål – eller som i hvert tilfælde kan hjælpe med. at få styr på alle de tanker.
Jeg ved godt at CI centrene kun har en vis sum penge at gøre godt med, og de skal have økonomien til at løbe rundt. Når man så står med ønske om at udvide servicen for en bestemt gruppe brugere – og oveni købet for en lille gruppe så kan det let blive som at løbe panden mod muren. I virkeligheden er det nok slet ikke CI centrene vi skal have fat i – men landets politikere, dem der sidder på pengene. For uanset hvor mange professionelle man kan overbevise om sine gode ideer så hjælper det ikke en smule hvis ikke økonomien er i orden. Derfor står Hr. Jakob Axel Nielsen også på min brevliste. Alt dette skal dog ikke hindre mig i at sende en lille hilsen til Gentofte også. Det kunne jo være de havde lyst til at høre om mine ideer også.
MEN hvordan er det jeg finder overskud til alt dette når jeg har SÅ svært ved at overskue mit eget liv. Jeg ved ikke. Det er vel en form for over kompensering. At dyrke det man har kontrol over i ekstrem grad, så man får styrkes sig selv. Måske det føles mindre som et nederlag, at se på alt det man ikke håndtere. Jeg ved det ikke. Måske er det det, men jeg tror det lige så meget er behovet for at gøre noget. Behovet for at der skal komme noget skidt ud af noget godt. Behovet for at gøre en forskel – eller i hvert tilfælde at tro man gør det

March 29th 2009

Generalforsamling i CIF

Kender i fornemmelse af, at man har haft så god en oplevelse, at man bare MÅ dele den med nogen? Sådan havde jeg det i går, da jeg køre hjem fra GF. Opmuntret, glad og med en helt anderledes ro, end jeg har haft længe. Havde bare en så dejlig dag, fyldt med hyggeligt samvær og skønne mennesker.

For nogle kommer det som en overraskelse, men jeg er i virkeligheden ret genert. Her ude bag skærmen går det helt fint, men når jeg træder ud i virkeligheden, er det sværere. Derfor havde jeg til en vis grad frygtet alle de nye mennesker, om jeg nu kunne falde ind, føle at jeg hørte til? Jeg må sige igen, jeg er så overrasket over den hjertevarme og imødekommenhed, der lægger for dagen i CIF. Dejligt at føle sig så velkommen og godt taget i mod som forholdsvis nyt medlem. Det var skønt, at møde så mange nye CI brugere, at opleve de havde lyst til at fortælle om deres erfaringer og liv med CI. Noget der gør stort indtryk på mig og igen er med til at rykke ved min opfattelse af, hvordan min CI liv bliver. Selvfølgelig var det også rigtig dejligt, at se alle de CI brugere, jeg allerede kender. Det er egentligt utrolig, hvor hurtigt nogle af jer er kommet til, at betyde noget i mit liv. Dejlige mennesker, som hver på deres måde har bidraget til at mit CI liv er blevet nemmere. TAK for det 

Der er en første gang for altid og mit CI forløb er endnu så nyt, at der stadig er masser af dem. I går var en af de dage, der bød på masser af nye udfordringer. Det nu 5mdr jeg blev tilsluttet og 4 mdr. siden meldte mig ind i CIF. Endnu har jeg haft til gode at opleve, hvordan jeg høre under en “foredrags” situationer, med mikrofon, dårlig akustik og baggrundsstøj. Det var også første gang, jeg havde mulighed for at prøve teleslynge. Ligesom ivrige fortalere fik mig overtalt til at prøve et FMsystem:-0. Ja nogle af jer kender jo mit lettere paniske forhold til diverse hjælpemidler, så det var store sager.

Teleslynge hmm – jeg ved ikke helt. Syntes ikke det gjorde det vilde for mig. Måske fordi jeg skal have en snak med min tekniker omkring det. Jeg har det svært med, at alt anden lyd udelukkes. Det føles kunstigt, som om man er i sin egen lille osteklokke. Vil sige, så længe jeg ikke har større problemer med, at høre uden, så tror jeg ikke, jeg vil komme til at bruge det ret meget. Må dog medgive, at det gør en forskel. Man får lyden helt ind i ørene og ved talere som er svære at forstå, er det bestemt en fordel
Syntes selv det gik over forventning med at høre og forstå, hvad der blev sagt. Ja ok der smuttede et ord og en sætning ind i mellem, men ikke nok til at meningsforstyrre. Når jeg tænker på mit første netværksmøde, hvor jeg virkelig havde svært ved, at høre selv personen ved siden af mig, hvis andre snakkede samtidigt, så er jeg virkelig nået langt. For 4 mdr. siden havde jeg virkelig svært ved at forstille mig, at jeg kunne nå dertil, men nu er jeg her. OG JO baggrunds støj er stadig en hæmmende faktor, men tiden arbejder for mig, og det får mig at til at tænke på, når jeg hører så godt efter bare 5 mdr., hvad vil så de næste 5 ikke bringe?
Jeg ved ikke helt, hvad det er med mig og teknik eller rettere diverse hjælpemidler så som Fm systemer. Endnu er jeg bare slet ikke der, hvor jeg er parat til at overveje anskaffelse af sådant grej. Folk kan sagtens overbevise mig om, at det er praktisk og jeg vil få glæde af det. Lige nu har det det bare sådan, at det er vigtig for mig at kunne uden. Sikker fjollet, men for mig giver det følelsen af, at liv er så tæt på tidligere som muligt. Det har også lidt med synligheden at gøre. Jeg ved ikke, om jeg er parat til at vise omverdenen, at jeg er afhæng af sådan udstyr. Det er så dumt. For jeg er jo ganske åben om min CI og har ingen problemer med at fortælle og vise frem her. Hvorfor kan jeg så ikke have det på samme måde med diverse hjælpemidler, der kan lette tilværelsen for mif? MEN MEN MEN og det er ret vildt for mig. Jeg blev faktisk overtalt til at prøve et Fm udstyr. Det var grænseoverskridende, men jeg gjorde det og hmm. Jeg syntes faktisk ikke jeg vandt noget. Så hvis det ikke giver mere end det, så er det i hvert tilfælde ikke det, jeg skal have.

March 28th 2009

Tegn?

Nu har jeg hørt det igen:

“Du skal da lære tegn ikke?”

Hvorfor er det lige nogle har så travlt med det? Ja jeg burde selvfølgelig spørge, hvorfor de syntes det, hvad de mener, der kunne være gevinsten for mig ved det? Selv har jeg svært ved at se, hvor og hvornår jeg skulle bruge tegn- Ingen i min familie eller omgangkreds bruger eller kan tegn, så der er behovet ikke. Jeg har endnu heller ikke oplevet episoder hvor min CI ikke slog til i et eller andet omfang, NEj jeg skal ikke lære tegn

Tror jeg har undladt. at spørge fordi jeg ikke ønsker en diskussion om hvorfor. Ønsker ikke at skulle forsvare eller forklare mine valg i den retning. Ønsker bare accept af at det ikke er mit behov at lære tegn. AT andre här det anderledes, har jeg stort respekt for. Vi er alle forskellige med forskellige behov. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet

March 27th 2009

Normalt hørende?

“Du høre jo som en normalt hørende”

Således var ordene fra min hørepædagog efter flere forskellige test i dag. Se! det er jo i sig selv en dejlig besked at få, skulle man syntes. Problemet er bare, at mine følelser omkring det, slet ikke svare til det, testene viste. I virkeligheden er det nok der, en stor del af problemet ligger begravet nemlig, at jeg ikke har det psykiske med. Når jeg skal forholde mig objektivt til det, så ved jeg jo godt, at jeg høre godt, at jeg har et supert udbytte af min CI. Jeg kan bare ikke få fornemmelsen ned i maven. Tør ikke stole på det alle siger, det jeg godt selv ved. Det var i første omgang også en af grundene til, jeg bad om flere test. Tænkte at det måske, var det der skulle til. AT hvis jeg kunne se, hvor godt jeg klarede mig, så ville jeg begynde at stole mere på det. Testene i dag var ikke nok. I stedet for at juble over, at jeg klarede mig fint, så dunker jeg mig selv i hovedet over de 2 fejl, jeg havde på 7 sider – i følge min hørepædagog ville en normalt hørende også have et par fejl over så mange test.

En del af problemet er jo nok, at et er person til person samtaler med hørepædagogen og test i et gunstigt høremiljø, noget andet er alle de dagligdags episoder, hvor man oplever, at det IKKE er som normalthørende. Selv om man kan teste mig som normalthørende, så bliver jeg det aldrig i alle livets aspekter. Måske er der også derfor, det er svært at få følelsen ned i maven?

Jeg oplever det jo igen og igen. Problemerne med baggrundsstøj, dårlig akustik, problemer med at høre på afstand, med at forstå mennesker som mumler. Usikkerheden over om man nu har hørt rigtig. Jeg kan mærke at øvelse gør mester, at man måske ikke kan lære sig, at høre bedre i disse svære situationer, men i stedet kan anlægge nogle strategier, der gør, man opnår en større sikkerhed. Det tager tid, men jeg tror det er vigtig del for mit vedkommende. I bund og grund så handler det jo igen om, at sætte nogen kommunikationsregler op for sig selv.

March 26th 2009

Job

Har bare en øv periode lige for tiden. Ved ikke helt hvad og hvorfor. Ikke at jeg går og er deprimeret hele tiden, men syntes humøret sviger for meget nedad og vejen er mere op ad bakke end før.

Tænker at det ubevidst er alle mine tanker om jobbet, der giver det dårlige humør. Jeg har svært ved at erkende, at jeg måske ikke kommer tilbage, at jeg måske skal finde en ny branche – Og hvad skal det så være? Jeg elsker jo at være skolelærer. Syntes det er så givende at være samme med børnene, at kunne bruge sin viden til at lære fra sig. Når det hele går op i en højere enhed til sidst og et barn endelig forstå, noget som ellers har været svært – ja så findes der næsten ikke noget bedre.

Før jeg fik lyd på, ville jeg på ingen måde erkende, at jeg måske ikke kom tilbage. Kunne ikke se hvorfor. Nu er jeg ikke så sikker. Har svært ved at forstille mig, hvordan jeg skal kunne fungere i så meget støj? og en vis form for baggrunds støj vil der altså være en i skoleklasse. Et andet punkt der får mig til at tvivle, er om jeg nu hører godt nok? Altså ved jeg jeg hører godt i forhold til mine CI, men er det godt nok til, at hører alt det som er nødvendigt for en dansklærer? Vil jeg opdage udtaleproblemer? Vil jeg kunne leve med den usikkerhed? Og sidst men ikke mindst. Forældrene er svære nok at samarbejde med, men hvordan vil de reagere på en CI opereret lærer? Vil det så være CI’en der vil blive tillagt alle problemer. Orker jeg det?

Tankerne om det er mange, fordi jeg føler presset fra jobcentret. De kan ikke forstå, at det måske ikke er et alternativ for mig mere. De forstår ikke, at jeg kan fungere fint i samtale med dem, men ikke vil kunne klare en 12 ugers prøvepraktik i en folkeskole. Føler mig i den grad presset til at sige at Ja. Til at kaste mig ud i det, bare for at slippe for mere pres. Orker ikke at forklare mere. Syntes jeg har prøvet alt, for at få dem til at forstå.
Er rigtig bange for at kaste mig ud i det og få et kæmpe nederlag, for hvad så? – Får jeg så nogensinde modet til at prøve igen. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke vil arbejde, MEN jeg er hverken fysisk eller psykisk klar endnu – og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver klart på et almindeligt folkeskolelærer job. Jeg vil egentlig gerne snakke med dem om muligheden, men tør ikke. Er bange for at hvis jeg åbner for meget op, så er jeg ude, inden jeg kan nå at se mig om. Sådan virker det lidt på mig. Kan ikke forstå vi ikke kan snakke om alternative muligheder
også?

March 24th 2009

Bedre samtale kultur TAK!

Jeg er helt med på, at man selv har et stort anvar for at kommunikationen lykkedes. Ved selv at foregår med et godt eksampel, kan man virkelig når langt. Det er ikke nemt for andre at vide præcis, hvad for behov vi har, men ved selv at skabe gunstige kommunikationsforhold, smitter det af på andre.

Jeg tidligere har haft den oppe og vende, men det bliver bare VED med at opstår situationer, hvor det ikke er nok, man selv foregår med at godt eksempel. Igen og igen oplever jeg folk vælge til og fra på mine vegne når jeg ikke forstår /hører første gang

HOLD OP MED DET

Ingen andre end en selv kan beslutte/afgøre, hvad der er vigtig eller ikke, og det skaber stor frustration når samtaleparten pludselig trækker sig væk og ikke orker/har tid/ lyst til at gentage. Alle normalt hørende sortere jo også først, efter beskeden er hørt i vigtig eller uvigtigt. GIV mig samme mulighed

Jeg ved ikke noget mere sårende end, når man spørger ” undskyld er du sød lige at gentage”, at så folk siger ” NEJ det er også lige meget”. Hvordan kan de vide, hvad jeg syntes er lige meget? Det får virkelig følelsen af at være til besvær frem. Jeg ved da godt, det nogle gange er træls, jeg ikke lige hører eller, at jeg spørger en ekstra gang for at være sikker. Tror mig jeg ville så gerne være fri for de episoder. Have min normale hørelse igen. Situationer gør jeg føler mig endnu mere anderledes og udenfor.

På samme måde må jeg også vænne mig til at tale langsommer og tydeligere. Hvis jeg ikke kan tjaaa, hvordan skal jeg så kunne forlange det tilbage fra andre. Igen er det jo en balancegang mellem at forvente hensyntagen og så tage skeen i egen hånd. Det er ikke nok kun at forvente andre yder.

Tidligere har jeg jo nævnt, at når man har et skjult handicap som en høre nedsættelse, så er åbenhed vigtigt , MEN til hvem, hvornår og i alle tilfælde?. Det tror jeg ikke, der er noget endegyldigt svar på, men mere en fornemmelse af en balancegang mellem hvornår det føles anmassende for andre at blive konfronteret med det og så hvornår det er vigtigt for en selv at formidle det.

Hvad mig selv angår, så er jeg ret åben om CI. Fortæller og viser gerne frem. Tænker lidt at jo mere åben man er og jo flere der ved, jo mere forståelse er man med til skabe i samfundet. På den anden side så er det altså ikke det første jeg siger til fremmede på gaden, kassedamen eller tjeneren. Som hovedregel fortæller jeg det, hvis det har/ får betydning for den kommunikation, jeg skal have med vedkommende

March 23rd 2009

TAK

Om en uges tid har bloggen kørt live 2 mdr. Det var været en stor beslutning for mig at tage skridtet til at offentliggøre alle mine tanker og følelser i hele dette forløb, MEN det har bestemt været det helt rigtige at gøre.

Jeg er MEGET overvældet over den modtagelse bloggen har fået og det giver bestemt mod på at fortsætte. Tusind tak for alle jeres mails og kommentarer på FB. TAK for des øde kommentarer, for alt støtten og opbakning. Jeg håber i vil fortsætte med at give jeres mening til kende – og en lille opfordring. I må meget gerne give jeres synspunkter og meninger om indlæg tilkende på selve bloggen, så også andre kan få glæde af det.

Der har desværre også været en del kommentarer på min blog som har været knap så venlige, som har føltes sårende og unødvendige, men sådan er det måske når man stikker næsen lidt frem? Har indtil nu valgt ikke at offentlige dem her, da jeg syntes de ikke var en del af debatten.

Så længe jeg føler jeg har noget at kunne bidrage med så fortsætter bloggen og endnu er der masse af tage af

March 22nd 2009

Blind eller døv?

Egentlig var beslutningen, at dette dilemma ville jeg ikke filosoferer yderligere over, men tankerne presser sig på og omgivelserne insistere på igen og igen at bringe dette spørgsmål op.

Hvad ville du helst have været, hvis du selv kunne bestemme – blind eller døv?
Hvem er det mest synd for en der bliver blind eller en der bliver døv?

Spørgsmålene giver for mig slet ingen mening, hvordan skulle man skulle vælge? Ingen ønsker jo at miste nogen af sine sanser og ingen aner, efter som man ikke har prøvet begge dele, hvad der er nemmest?.

Hvad er det i øvrigt, der får folk til, at stille lige netop mig det spørgsmål? Hvorfor tror de jeg vil kunne svare, når de ikke selv kan?, og hvad er der egentligt, de forventer? Er det fordi jeg mistede min hørelse, de anser mig for mere kompetent til at svare på spørgsmålene? JAMEN jeg aner jo intet om, hvordan det er, at være blind. Kan kun som andre gøre mig forestillinger, men det er jo ikke nok til at svare kvalificeret.

Mine spekulationer om dilemmaet rummer derfor ingen endelig sandhed om svaret. Det er udelukkende mine tanker og følelser om nogle områder, som jeg kun har meget lidt eller ingen forstand på

Hvem er det mest synd for? – INGEN!!. Svaret grunder bestemt ikke i, at jeg underkender hverken det ene eller andet. Ej heller at jeg er blind for, hvor svært det kan være. Det skyldes udelukkende, at jeg har et meget anstrengt forhold til udtrykket “synd for”

For mig signalerer det ynkelighed, lidt nedladende. En der ikke kan klare sig selv, som skal hjælpes, sørges for. Sådan opfatter jeg bestemt ikke mig selv og vil meget nødig opfattes sådan af andre.

HENSYNTAGEN – JA TAK
MEDLIDENHED – NEJ JAK

Svaret på hvad jeg helst ville være ramt af, plejer jeg i stedet at svare med, hvilke forskelle det ville have betydet. Havde jeg mistet synet, var jeg ikke kommet til at se igen. Selv om min sygdom gjorde mig praktisk talt døv, så har jeg fået rigtig meget af min hørelse igen. Det bliver aldrig det samme og er bestemt heller ikke “bare”, men jeg kan kommunikere, høre mine børn grine og synge, og igen orientere min lydmæssigt. Alternativet havde været frygteligt for mig.

Som blind ville jeg ikke på samme måde været ramt på kommunikationen. Jeg ville ikke kunne se alle mine kære og det må bestemt være svært, men der ville ikke igen og igen opstå kommunikations vanskeligheder. Situationer hvor min hørelse svigter. Kommunikation er stor del af vores socialisering og det rammer hårdt når man ikke kan være med på lige fod. Man isoleres, da det er gennem vores omgang og spejling i andre mennesker en stor del, af vores udvikling forgår.

Et andet forhold er, at døvhed i modsætning til blindhed er at skjult handicap. Det kræver, at man selv gør en ekstra indsats for at få den nødvendige hensyntagen. Man kan jo ikke umiddelbart se på en med hørenedsættelse, at der er brug for andre kommunikationsstrategier. Derfor må man selv være ekstra åben og ærlig om sit problem,
Det er også som om, at der hos nogen i samfundet er en tendens til større sympati og forståelse overfor synlige handicap. Ingen kunne vel finde på at bede en blind om bare at tage sig sammen og se efter selv. Eller en i kørestol om bare at gå selv. Men det er i orden at blive utålmodig og opgive, når folk med høreproblemer igen ikke forstår budskabet..

Se nu fik jeg jo let og elegant smøget mig uden om et konkret svar, men det er jo lige netop, fordi der i mine øjne ikke er at svar. Jeg er jo døv(når alt kommer til alt og CI tages af). Ønsker bestemt ikke at være blind. Tanken om aldrig at se mine børn igen, alle mine kære, den smukke natur, kan jeg ikke forlige mig med. På den anden side så ville jeg jo også ønske, jeg ikke var døvbleven. Vil jo allerhelst høre med mine egne øre. Har bare ikke noget valg.

March 19th 2009

Julemandens værksted

Kender i det der med, at man har nogle helt bestemte forestillinger om et sted eller en person og når man så møder personen ellers ser stedet, så bliver man SÅ overrasket – ikke nødvendigvis dårligt, men bare overrasket fordi de forestillinger man har gjort sig, slet ikke svare til virkeligheden?

Sådan en oplevelse havde jeg i går :-)

Var af CI foreningen inviteret på besøg og rundvisning på Danaflex, fordi jeg blev medlem nr. 200. Allerede i januar fik jeg invitationen og blev meget glad. Syntes det var en flot gestus af foreningen, at de overhovedet gjorde noget ud af det, men også af Danaflex. Tænk at de ville bruge deres tid på at møde mig og vise mig rundt.

Må nok indrømme, at jeg lidt havde forestillet mig Danaflex som en blanding af julemadens værksted og George Gearløs’s hule – hmm kan man kalde det kreativt kaos :-) . I ved tusind vis af stumper, dippedutter, ledninger og skruetrækker alle vegne. Folk siddende ved mikroskoper med ting splittet ad i atomer. Her fejlede min kvindelig intuition så ganske eftertrykkeligt. Ganske almindeligt kontorlandskab med søde flinke mennesker, der med det samme fik en til at føle sig meget velkommen – Tak for det .-). Til gengæld havde de et lagerrum der ville får mange små nysgerrige drenge til at føle sig som i slaraffenland. Kasser fra gulv til loft med alskens dimser og tingester, men i modsætning til de fleste elektronik nørder jeg kender, så var det her pænt ordnet og sorteret. Og så bor alle stumperne i et pengeskab – sådan et kæmpe et man kan gå ind i – lidt sejt…

Jeg ved ikke, jeg har stadig sådan lidt en barnligt begejstring over, at mine CI er udstyret med magneter og kan sidde fast flere steder. Pengeskabs døren dragede, de kan jo hænge der, men jeg kontrollerede mine lystige tendenser. Legebarnet i mig fik ellers billeder af en festlig julefrokost leg. Et par svage magneter som kan glide på døren og så eller race om hvem der først når gulvet. Måske er det sjovere efter at par glas rødvin. Udstyret med en malet målskive kunne døren også indgå i et spil magnetdart

OG NEJ jeg at opfordrer bestemt ikke til leg med processoren. Kunne ikke falde mig ind. Det er rent tankespind :-)

Nå men tilbage til besøget. Jeg havde en super hyggeligt eftermiddag og fik lært en masse. Tusind tak til Bestyrelsen for at arrangere dette og til Danaflex for at åbne døren for mig. Tak for den flotte gave fra Danaflex og blomster fra bestyrelsen.

I øvrigt var manden min ret skuffet, da jeg kommer hjem og beretter, at der hverken var skilte processorerne eller andet. Han havde ellers længe været misundeligt over, at jeg skulle af sted. Må hellere lige undskylde ham med, at har et eller andet overudviklet elektronik gen, som gør han finder det ufatteligt spændende at skille ting af – på nær når det er vaskemaskinen eller andre vigtige ting, der ikke virker. Han er nok aldrig helt kommer over det stadie, hvor man skiller sit vækkeur ad bare sådan lige for at se.
En af de allerførste aftner efter vi var flyttet sammen, brugte han på at skille mit anlæg ad. Han skulle bare lige se, hvordan det så ud inden i. Tror ski han tog mig det s**** anlægs skyld, for han har senere fortalt at han aldrig før havde kendt en pige med at “rigtigt” anlæg.
Hmm gad vide om det også er derfor jeg i dag har 2 kæmpe højtalere lidt ala størrelse ligkiste i mit fine nye hus, som ellers er ret minimalistisk indrettet

Next Page »