February 20th 2012

Hvornår bliver det hverdag?

For 3 år siden da mine CI lige var tilslutte, var jeg 200% overbevist om at jeg aldrig ville vænne mig til den nye lyd. KUnne ikke forstille mig det nogensinde blev “hverdag” igen
Men som med så meget andet, så arbejdet tiden for en og om man vil det eller ej, så indfinder hverdagen med madpakker, vasketøj, aftensmad og rengøring lige pludselig.

Her 3 år efter kan man vel godt sige, det er blev hverdag. Jeg levet et ganske alm liv med mine CI – jeg føler mig hverken handicappet eller hørehæmmet. Jeg føler mig som ganske alm menneske. Et menneske der på lige fod med alle andre, har sine genvordiheder at slås med
JA jeg er anderledes og JA jeg har mine begrænsninger, men på et tidspunkt i alt dette her var jeg nødt til at træffe et valg – Et valg om hvordan jeg ville leve mit liv frem over. Vile jeg lade mig begrænse , ville jeg lade folk katagorisere mig og sætte mærkat på, eller vil jeg leve mit liv som før, med de knubs det nu måtte give, fordi mine vilkår jo have ændret sig. For mig var det egentlig ikke noget reelt valg Jeg kendte jo kun en måde at leve at livet på. Den måde jeg havde gjort de siste 38 år. Ville simpelthen ikke hvordan eller til hvad jeg skulle ændre levevis, selv om det måske høremæssigt have været uendelig meget nemmere. For ingen tvivl – det koster høremæssigt at tage de valgt jeg har truffet. Det koster til tider blod sved og mange tårer, MEN det er det hele værd – Det er værd at leve et livt fuldt og helt..
Alt dette smitter selvfølgeli gogså af på selvopfattelsen – Jeg ser nok ikke så meget mig selv om en CI- bruger.. men lagt mere som et ganske alm menneske der tilfældigvis bruger CI for at kunne høre. Måske ikke alle kan se forskellen, men for er det stor forskel på de 2 begreber… CI er et hjælpemidden — den definerer IKKE hvem jeg er

og som svar på spørgsmålet i overskriften – så JA det bliver hverdag igen, MEN selv om man kan blive så meget dus med sin CI at man glemmer det, når man går i bad, så vil der altid opstå situationer hvor man bliver mindet om det der ikke længere er

February 1st 2012

Er bloggen død

Har længe overvejet om bloggen var død – om der var mere at skrive om.

Ja det er en vanvittig livsomvæltende ting pludselig at miste hørelse. Ja det fylder rigtig meget i en periode og Ja man tror aldrig, det bliver hverdag igen.

Men pludselig kommer den alligevel snigende – hverdagen. Den hverdag man slet ikke kan forstille sig midt i alt kaoset.

Det ikke den samme hverdag, man vågner på til. Det en hverdag, hvor man igen skal lære sg selv at kende. En hverdag hvor man konstant/mange mange bliver mindet om at intet er det samme mere. En hverdag med spørgsmål om hvilken verden man høre til i og hvordan man lærer at leve med sine nye udfordringer.

Denne hverdag har jeg igennem længere tid oftere og oftere haft behov at skrive om/ned – om ikke andet så for mig selv. Skrive om alle de tanker og følelser der opstår mens, man forsøget at blive dus med hverdagen igen. Det er vgtig for mig ikke at hænge fast i fortiden og derfor bliver denne blog meget andet end mine Ci og mit høre handicap – Det bliver et indblik i mit liv hvor mine Ci spiller en rolle, men ikek dominerer mig.. jg er færst og fremest menneske, kone, kærste, mor, veninde, søster, datter og dernæst og Ci bruger. Jeg glæder mig til at få gang i bloggen igen, som først og fremmest skal hane en ansigtløftning og et ny design