March 19th 2012

Kan man melde sig ud af sit CI Liv?

jeg hørtejeg hørte engang en psykolog udtale at et hørehandicap er et af de mest identitetens indgribende handicap – eller i hvert tilfælde kan være det. Først forstod jeg ikke helt, hvad vedkommende mente og hvis jeg gjorde, var jeg nok heller ikke helt tilbøjelig til at give ham ret. Alligevel bliver jeg nødt til at indrømme, at der kan være noget om snakken.
Der er selvfølgelig flere årsager til, jeg har været væk fra CIF i en længere periode – en ny baby, der ikke er hverken baby eller ny mere, er en af årsagerne. Den anden store og nok mest afgørende årsag er en identitetskrise, der lige så stillende kom krybende
Jeg fik rigtig svært ved at finde ud af, hvem jeg. Var jeg døv, hørende eller CI bruger. Hvordan jeg skulle leve mit liv, definere mig selv og ikke mindst, hvordan jeg fik alt dette til at hænge sammen med alle de andre ting .jeg også er/var. Følte mig ikke som døv og nok heller ikke som CI – bruger. For mig er/var det nok mest en hjælpeforanstaltninger for at kunne høre, men ikke en der definerede mig.
Mit liv lever jeg på rigtig mange måder som alle andre ganske almindeligt hørende og så alligevel ikke. For det første, så er der nogle gange, hørelsen bare kommer til kort. Situationer hvor der må andre strateger eller hensynstagen til. Nogle gange gør det ondt og er svært. Andre gange betyder det knap så meget
For det andet så har samfundet det altså med at putte mig i kasser. Uanset om de er ment eller ej, så er mit hørehandicap, det første de ser og ikke Anne, skolelæreren, den gode veninde, mor til 3 eller andet heft også er. Det kan gøre det virkelig svært at holde fast i sit eget selvtillid, når andre konstant prikker til det
Derfor meldte jeg mig ud – ikke af CIF, men af mit CI liv – hvilker ret beset er dumt og måske i virkeligheden også umuligt når de nu engang er det, MEN jeg havde brug for denne øvelse. Brug at finde mig selv i alt dette. Brug for Ikke at skulle tænke på justeringer, hørehensyn, teknik gejl og alt det andet der følger med.
Derudover havde jeg også brug en pause fra CIF. Ikke fordi jeg ikke “gad mere, men fordi det pludselig ikke harmonerede med mit behov for at finde mig selv. Hvordan skulle jeg kunne finde min identittet i en forening der dyrkede det jeg prøvede at løsrev mig fra
I dag ved jeg at det ikke hænger sådan sammen. 1½ år og mange overvejelser senere er jeg blevet meget klogere: Har indset at det der med at komme i en forening, intet behøver at have med min identitet at gøre. Jeg kan sagtens leve med min egen selvopfattelse som et alm hørende individ og så alligevel have masser af gavn af CIF. Uanset om man er hørende eller CI bruger, så har mennesket behov for at kunne spejle sig selv i andre, at kunne finde et fælleskab, med noget som ligner os. Det er værdifuldt i sig selv også selv om vi på mange andre punkter er meget forskellige. Det er værdifuldt at kunne give og få råd af andre i samme eller nogenlunde samme livssituation, især en verden hvor der ellers ikke er for meget hjælp at hente i det officielle system
Derudover så man vel aldrig får for mange venner og bekendte. Jeg elsker at snakke, at møde mennesker og høre om andres liv og bedrifter. Det uanset om det er CI brugere eller normalt hørende
Derudover er der en lang række af andre årsager til, det er dumt at melde sig ud af sit CI -liv. Ligesom jeg også råt rettet briller eller køber sko, hvis de klemmer så bør kan også ind i mellem få sine CI justeret. Lige nu er det lige omkring 2 år siden jeg sidste fik en justering – OG DET MÆRKES

Jeg at høre markant dårligere, end jeg ellers har gjort. Jeg er i højere grad præget at hovedpiner og tør slet ikke tænke på, hvor mange lyde jeg går glip af. Derfor afstod med mig.. Det skal gøre NU, så jeg kan få min gode dl tilbage. Jeg er bare rigtig dårlig til lige at få mig taget sammen til at bestille tid

Konklusionen på alt dette er at man kan selvfølgelig godt (i teorien) melde sig ud af sit CI liv, men hvorfor? LIvet bliver jo hverken mere eller mindre anderledes af den grund og man kunne jo risikere at gå glip af noget godt
engang en psykolog utale sg at, at et hørehandicap er et af de mest identititest forstyrrende – eller i hvert tilfælde kan være det. Først forstå jeg ikek helt hvad vedkommene mente og hvis jeg gjode var jeg nok heller ikke helt tilbøjlig tila t give ham ret. Alligevel bliver jeg nødt til at indrøme, at der kan være noget om snakken.

Der er selvfølgeli gflere rsagr til, jeghar været væk fra CIF i en længere periode – en ny baby der ikek så hverken baby eller ny mere er selvfølgelig en af årsagenre, men den anden store og nok mest afgørende årsag er en dentitskrise der lige så stillende kom krybende

Jeg fik rigtig svært ved at finde ud af hvem jeg var døv, hørende, CI bruger. Hvordan jeg skulle leve mit li, definere mig selv og ikke mindt hvordan jeg fik alt dette til at hænge sammen som ale de andre ting jeg også er/var. Følte mig kke som døv og nok heller kke som CI – bruger. For mig er/var det nok mest en hjælpeforanstaltnign for at kunne høre, men ikke det der definerede mig. Mit liv lever jeg på rigtig mange måder som alle andre ganske almindeligt hørende og så alligevel ikke.
For det første så er der nogle gange hørelsen bare kommer til kort. Situationer hvor der mp andre stratiger eller hensynt til. Nogle gang e gør det ondt og er svært. Andre gange betyder det knap så meget
For det andet så har samfundet det altså med at putte mig i kasser – uanset om de er ment eller ej, så er mit hørehandcap det første de ser og ikke Anne, skolelæreren, den gode veninde, mor til 3 eller andet andet hef også er. Det kan gøre det virkelig svært at holde fast i sit eget selvbilled når andre konstant prikker til det

Derfor meldte jeg mig ud – ikek at CIF, man af ,it CI liv – hvilker ret beset er dumt og msåke i virkeligheden også umuligt når de nu engang er det, MEN jeg havde brug for denne øvelse. Brug at finde mig selv i alt dette. Brug for ike at skulle tænke på justeringer, hørehensyn, teknk gejl og alt det andet der følger med.
Derudover havde jeg også brug en en pause fra CIF. Ikek fordi ikek “gad mere, men fordi det pludselig ikke harmonerede med mit behov for at finde mig selv. Hvordan skulle jeg kunne finde min identittet i en forening der dyrkede det jeg prøvede at løsrve mig fra

I dag ved jeg at det ikek hænger sådan sammen. 1½ år og mange overvejelser senere er jeg blevet meget klogere: har inndset at det der med at komme i en foreninger overhovedet intet behøver at have med min identitet at gøre. Jeg kan sagtesn leve med min egen selvopfattelse som et alm hørende individ og så alligvel have masser af gavn af CIF. Uanset om man er hørende eller CI bruger så har mennesket behov for at kunne spejle sig selv i andre, at kunne finde et fælleskab men noget som ligner os. Det er værdifuldt i sig selv ogsåå selv om vi på mange andre punkter er meget forskellige. Det er værdifuldt at kunne give og få råd af andre i samme eller nogenlunde samme livssituation, især i en verden hvor der ellers ikke er for meget hjælp at hente i det officielle sstem
Derudover så man man vel aldrig får for mange venner og bekendte. Jeg elsker at snakke, at møde mennekser og høre om andres liv og bedrifter og det uanset om det er CI brugere eller normalt hørende

Derudover er der en lang række af andre årsget til, det er dumt at melde sig ud af sit CI -liv. Ligesom jeg også råt rettet briller eller køber ne sko hvis det klemmer så børm kman også ind i mellem f sine CI justeret. Lige nu er det lige omkring 2 år siden jeg sidste fik en justering – OG DET MÆRKES

Jeg høre markant dårligene end jeg ellers har gjort. Jeg er i højere grad præget at hovedpiner og tør slet ikke tænke på hvor mange lyde jeg går glip af. Derfor afsted med mig.. Det skal gøre NU, så jeg kan få min gode ld tilbage. Jeg er bare rigtig dårlig til lige at få mig taget sammen til at bestille tid

Konklusionen på alt dette er at man kan selvfølgelig godt ( i teorien ) melde sg ud af sit CI liv, men hvorfor?. Liet bliver jo hverken mere eller mindre anderledes af den grund og man kunne jo risikere at gå glip af noget godt

March 18th 2012

Et dejligt gensyn

Hvorfor er det lige at et gennemorganiseret, logistisk og struktureret menneske som jeg altid ender med

1. at komme for sent afstod
2 at må vende om efter glemte genstande
3 alligevel at have glemt noget

AT det overhovedet lykkedes mig at nå frem til Middelfart uden at være timer forsinket, er i sig selv imponerende, når følgende tages i betragtning

1. venstre forhjul på bilen punkteret
2. Endelig afstod, men må vende om allerede inden motorvejs tilkørslen – Er stukket af med mandens pung, visa kort og jakke
3. Når mirakuløst til Køge efter Hr. KOK ( bemærk lige navne sammenfald :-) ) – MEN AKT nødvendig CI reserve del ligger hjemme
4. Hjemme igen – nødvendig CI reservedel indsamlet og pakket – Der tisses af IGEN og endelig kan vi sætte snuden mod Middelfart

I virkeligheden er det imponerende hvad og hvor meget der af verden, der kan nå at blive på en bil tur varede 1.37 min og 48 sec

Vi nåede vidt omkring

Navne sammenfald
støjmålinger – til orientering kan jeg meddele at når det var værst så præsterede citroen’en, omk. 80 dB – gudskelov for smartphone apps uden dem havde vi været denne vildt nytte oplysning foruden
lystfisker historier og bjørnejagt
Bornholmerturen igen
og meget andet som makke kommer frem over den næste flaske rødvin

Jubilæumsfeste og denne generalforsamling var det første CIF arrangement i gennem en længere periode og det var præcis lige så hyggeligt, sjovt og inspirerende som det plejer at være. Det var lidt som at komme hjem igen. Først der opdager men rigtigt, hvor meget man egentlig har savnet samværet og fælleskabet. Hvor dejligt det er, så se så mange “gamle” Ci Vemmer og at møde en masse nye

Det er også fantastisk at opleve, hvor inspireret man bliver – Tror jeg har fået de første 20 emner foræret til min blog på godt det døgn, vi var samlet – så til jer der stadig følger med – forbered jer på, det vil handle en del om GF de næste par indlæg. Nyder jo muligheden for at diskutere og blive inspireret af nogle gode CI snakke.

Herfra lyder i hvert tilfælde en STOT til alle involverede i jubilæumsarrangementet for en fantastisk weekend tak til alle der muliggjorde dette arrangement to GF alle som møde op og festliggjorde det

OG Kenneth – du skylder mig en dans:-)

March 15th 2012

Fra hørende til døv til hørende

I begyndelsen af Februar havde jeg besøg af 2 journalist studerende for at lave et interwieuw om, hvordan det er at gå fra døv til hørede med CI. Det kom der dette lille indslag ud af

Den er lavet af Mette Rørhman Bau og hende kollega. Mette er selv mor til er pige med CI.

Jeg har tidligere i andre sammenhæng fortalt om min sygdom og hvordan det er at gå fra hørende til døv og derfra til at være CI- bruger. Alligevel var denne oplevese utrolig lærerig for mig . Når andre stiller spørgsmålene og måske nogle spørgsmål man ike tidligere har funderet over, så giver det – i hvert tilfælde for mig en utrolig indsligt. SKal gerne indrømme at jeg mange gange virkelig måtet tænke mig godt om før jeg svarede, – fordi jeg simpelthen ikke havde set tingene den vej rundt

Denne lille video er selvfølgelig ikke hele sandheden om mit liv som Ci bruger, men jeg syntes rent faktisk det er lykkedes de 2 at tegne et godt billed af hvordan det er for MIG

Da videoen er beskytte at ophavsretten gør jeg opmærksom på at den ike må gengives andre steder.

March 14th 2012

En del af fælleskabet

Regeringen lancerede fornylig deres forslag til en ny reform af Førtidspensonen/flexjob-ordningen under titlen:

“En del af fællesskabet”

Der er virkelig noget ved retorikken i denne overskrift, som nager mig;

“hvad er det for et fælleskab” vi ikke er medlemmer af?

Anses folk i disse ordninger ikke som værende en del af fællesskabet og hvorfor ikke?. Er man ikke en del af fælleskabet, hvis man ikke kan arbejde på ordinærer vilkår eller har mistet sin arbejdsevne?

Jeg syntes, det er et utrolig kedeligt signal at sende

Nu er jeg hverken på FT- pension eller i flexjob-ordning, men det er ikke urealistisk, jeg kunne havne som flexjobber – Pt er jeg i et afklaringsforløb. Alligevel anser jeg mig bestemt som værende en del af fælleskabt – hvilket flexjobbere og FTP også bør gøre.

Enten bidrager de stadig med arbejde og skatter til at samfundet=fælleskabet, kan løbe rund eller også har de allerede gjort

Jeg er med på, at når riget fattes penge, så skal vi alle være med til at bære sparelæsset, men nager mig, at man deler regningen ud til dem som i forvejen ligger ned. Dem som i forvejen kæmper for at være en del af fællesskabet – NU kan de så med regeringen nye reform få del i dette fælleskab – bare ikke på lige vilkår.. Der bliver istedet et A og et B hold

Tanken om at alle skal bidrage, også selv om de kun kan bidrage ganske lidt er smuk og god, men den klinger meget hult når man i forvejen ikke kan skaffe job til de mange flexjobbere som går arbejdløse – hvor skal alle de mange ekstra stillinger komme fra . Stillinger til dem som kan arbejde uden 12 timer om ugen. Jeg har svært ved at se det logiske i det forslag som dette i en tid med stor arbejdsløshed og hvor folk med funktionsnedsættelser i forvejen har ekstra svært ved at kæmpe med i kampen om jobbene. Dk er ikke lige frem kendt for åbenhed overfor det lidt fremmede på arbejdsmarkedet

Jeg har bestemt ikek lyst tiil at fremstå, som en der bare kræver ind og rager til sig.. Jeg vil faktisk rigtig gerne bidrage med alle mine kompetaner for at få samfundet til at løbe rund – Desværre er det rigtig svært at få lov til og nu skal man også straffes for det