April 2nd 2009

I nøden skal man kende sine venner

Ellers måske skulle man hellere sige, at det er i nøden man lære dem at kende.

I dag er det præcis 6 mdr. siden, jeg blev CI opereret og alligevel føles det på mange punkter, som om det var i går. Kan ikke lade være med at lade tankerne vandre tilbage til den gang og til de måneder som døv, der gik forud for operationen.

I dag forstår jeg ikke helt, hvordan jeg kom i gennem. Hvordan jeg overlevede denne enorme følelse af isolation og det kæmpe savn, det var ikke at kunne deltage i den hørende verden, jeg altid har været en del af. Noget af det har selvfølgelig, at gøre med jeg var syg og hospitalsindlagt. Verden ser bare anderledes ud derinde fra, MEN mine venner og familie, har en kæmpe andel i det ikke blev værre, end det var.

Det har bestemt ikke været nemt for dem heller. Kan forstille mig den store usikkerhed, det er når livet lige pludselig drejer 180 grader for et menneske i ens omgangskreds. Det påvirker jo dem også.

På venne kontoen har dette kostet mig et par venskaber – desværre. Det er så trist og svært at håndtere når dem man tror, er ens bedste venner svigter allermest. Det gør rigtig rigtig ondt, at må erkende at en situation, man ikke selv er herre over og som berøver en for en vital sans – også betyder, at man mister mennesker, man holder allermest af. Man bliver skuffet, vred, såret og uendelig trist. For mig kunne det ikke undgås, at jeg fik tanker – om jeg nu ikke længere var værd at være ven med, om jeg ikke havde mere at byde på. Om besværet ved at være samme med mig var større end udbyttet.

Til gengæld har jeg også i den grad oplevet at det modsatte, nemlig at nogle venner var der for mig i en grad, jeg på ingen måde havde forventet. Venner der altid havde tid og overskud til at lytte, og hjælpe når der var behov for det. Venner som aldrig fik mig til at mig isoleret og uden for, Venner som brugte oceaner af tid på at skrive til mig, så jeg altid var med, så jeg aldrig følte mig udenfor. Jeg husker stadig alle deres besøg som oaser, Som skønne dejlige øjeblikke midt i alt det svære og frygteligt. Bliver stadig helt rørt når jeg tænker over, hvor dejlige mennesker de er og hvor heldig, jeg er at kende dem.

Nogle gange så undre jeg mig virkelig over hvor nemt og samtidig så komplicerede venskaber kan være. To af de venner, som virkelig kom til at betyde noget for mig gennem hele det forløb, har jeg egentlig ikke haft er specielt tæt forhold til, selv om jeg egentlig har kendt dem nogle år nu. Alligevel har vi delt rigtig mange svære, men også super dejlige ting sammen. Jeg ville nødig have været gennem hele dette forløb uden dem. De har lagt øre til så meget brok og tristhed fra min side, MEN vi har også grinet og sladre, så jeg helt glemte realiteterne i disse øjeblikke. De var nogle af de første, som besøgte mig på sygehuset. Det var med stor frygt fra min side, for hvordan skulle det gå? Hvordan skulle vi kunne kommunikere, men der var bare intet problem. Lige fra første øjeblik var det bare som alle de andre gange, vi tidligere har været sammen. Aldrig har de på nogen måde fået mig til ,at føle jeg var et problem, at jeg var anderledes eller at jeg ikke hørte til mere

Det kan godt være at man skal kende sine venner i nøden, MEN jeg vil nu sige at man også kan lære dem at kende der

2 Comments »

  1. Ja man er en erkendelse rigere på vennefronten efter at have været igennem en krise. Gennemlevede selv det samme i tiden efter min datter var født, folk som jeg havde forventet kunne rumme min enorme sorg….de kunne slet ikke og folk som jeg slet ikke følte mig synderligt tæt på rent “krise-snakke-mæssigt” – de skulle vise sig at betyde alt i verden og det holdt ved efterfølgende også.

    Livet ser derfor anderledes ud efter en krise. For mig har erkendelsen været at det faktisk er mere “ægte” venskaber jeg har nu. de rummer nemlig alle aspekter. Jeg ved hvem jeg har tæt på og de kan se mig i øjnene og rumme alt, selv når jeg er helt “ude i tovene” …

    God påske til dig og hele familien!

    Kh Mette

    Kommentar by Mette B. — 3 April, 2009 @ 10:28

  2. Lige præcis :-)
    De venner som har været der gennem hele forløbet giver mig bare en kæmpe tryghed. Her behøver man ikke forstille noget. De har set alle nedturerne og rummet dem.

    God påske til jer også

    Kommentar by admin — 3 April, 2009 @ 20:57

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar