April 20th 2009

Mere om lyd, tekniker besøg og hørepædagogen

Jeg er en af dem, der elsker justeringerne til manges forundring. Det er vist mere almindeligt, at have et anstrengt forhold til justeringerne, fordi man lige skal vænne sig til den nye lyd. Jeg har hørt det beskrevet, som, at få tæppet revet væk under sig, som om der opstår et lydkaos og at det hele lige skal falde på plads igen, efter at have gået med en god lyd længe.

Sådan har det endnu ikke været for mig. De gange jeg har fået justeret mine CI, har jeg været i en form for rus efterfølgende. Syntes lyden har været fantastisk, at jeg hørte endnu bedre, end da jeg kom. Den følelse vare så nogle uger til 2 mdr., hvorefter jeg igen kan mærke, at lyden bliver dårligere, at det igen er tid til en ny justering.

Som sagt så holdt det slet ikke denne gang. Da jeg blev justeret før påske holdt den gode lyd kun 5 dage, hvorefter jeg har gået med skod lyd til i dag. Der var ALT for meget ekko og rumklang på lyden, s’erne var alt for skarpe – så de nærmest stak i hjernen og de høje diskant lyde næsten udholdeligt.

Teknikeren kunne med det samme se, at der var sket store ændringer siden sidst. Han kunne godt forstå, jeg ikke brød mig om lyden. Alligevel var det svært denne gang at finde ud af, hvad der skulle til. Han prøvede mange ting og intet af det virkede. Der var ingen WOW oplevelse denne gang. Når han fjernede ekkoet, blev lyden for lav for mig. Skruede han op, så kom rumklangen med det samme igen. Ligeledes lykkedes det heller ikke helt, at fjerne følelsen af, at s og t lydene var alt for dominerende. Skruede han ned for dem, så de ikke dominerede for meget så var det som om at lydspektret formindskedes. Skruede han mindre ned, så var det ikke nok. Det endte dog med, at vi fandt et acceptabelt niveau, hvor min taleforståelse var væsentlig bedre, end da jeg kom, men ikke super. Til gengæld var følelsen, at der ikke kom lyd nok igennem – men af 2 onder, er det nok det, jeg bedst kan leve med. Taleforståelsen vil jeg ikke gå på kompromis med.

Alligevel var det en træls følelse, at køre til Talepædagogen med. Normalt er jeg jo vant til svæve på skyen over min nye fine lyd og pludselig må jeg nøjes. Kunne mærke, at følelsen gør mig ked af det. Det er lidt som at blive sat tilbage ved status 0. Troen på, at det nok skal blive godt, at jeg faktisk kommer ud på en super lyd, jeg kan leve med på et tidspunkt, blev igen svær at finde. Havde meget svært ved at erkende, at jeg pludselig kunne tage fejl af sproglyde, at jeg måtte gætte – hvilket jeg åbenbart er god til :-) ..MEN usikkerheden sad i mig denne gang. På en måde den ikke har gjort længe..

Alligevel så kunne jeg mærke, mens jeg sad der, at taleforståelsen lige så langsomt kom tilbage, at lyden faktisk bedrede sig og bare så næsten umærkelige forbedringer, give tillid igen. Tillid til at turde prøve.

VI træner lytteøvelser i støj lige i øjeblikket. Det er her min store usikkerhed ligger, men usikkerheden mest begrundet i det psykiske. Jeg skal lære, at tro på jeg sagtens kan høre i støj, i hvert tilfælde til en vis grænse. Ved jeg imponerede min hørepædagog med øvelsen i dag. Både over at jeg kan lukke støjen ude og koncentrerer mig om samtalen/oplæsningen, men også fordi jeg rimeligt hurtigt kan skifte lytte fokus. Altså at jeg kan lytte til hendes oplæsning, for dernæst umiddelbart at skifte til lytning, af det er oplæses på bånd.

Selv tror jeg virkelig dagligdagen med små børn og et deraf til dels støjfyldt miljø, der hjælper mig meget i den sammenhæng. Jeg er simpelthen vant til at “høre” med masser af larm i baggrunden

Noget af det jeg ellers har fået tudet ørene fulde med, er at CI og baggrundsstøj, ikke er 2 forligelige størrelser, at jeg skal reducere baggrundsstøjen når jeg skal høre. Det vil sige, slukke fjernsynet, TV, tysse på børnene, gå væk fra andre støjkilder når jeg skal snakke/høre. Sådan kan dagligdagen altså ikke fungere for os. Jeg kan ikke gå væk fra et grædende barn, mens det andet skal fortælle om udflugten med børnehaven. Jeg kan ikke konstant tysse på den store for at høre, den lilles pludren.

Er dette ikke bare igen et eksempel på, at man ikke altid behøver acceptere andres forudsigelser om sit CI udbytte, at man godt må sige: ” Sådan er det MIT liv. Det må jeg forsøge at få til at fungere” og hvem ved. Måske kan man!!!!!

1 Comment »

  1. Ja måske kan man – specielt hvis man arbejder for det, træner det og tror på det – så må forudsætningerne i hvert fald blive en del bedre end hvis man sætter begrænsningen på forhånd.

    Kan sørme godt forstå det må være hårdt med de ture op og ned i måden at høre på. Håber din vilje til at ville høre bedst muligt kommer dig til gode i sidste ende :-)

    Kh Mette

    Kommentar by Mette — 20 April, 2009 @ 22:05

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar