April 23rd 2009

6 mdr med lyd på – tiden er noget underligt noget

I dag er det præcis 6 mdr. siden jeg lyd på mine CI for første gang. Kan den helt specielle følelse, det var at få lyd på. Hvordan jeg nærmest blev overvældet af en slags eufori over, at kunne høre igen, men husker også den kolossale rutsjetur ned ad, da euforien lagde sig og alle møglydene tog over. Det var ufattelig svært, at tro det nogen sinde blev godt igen, at man nogensinde kunne leve med alle de underlige lyde, alle de smølfeagtigt stemmer.

Men tiden arbejder for en og pludselig opdager man at de smølfegatige stemmer træder i baggrunden, at lydene kommer mere og mere til at ligne sig selv, at folk stemmer nærmer sig det man kan huske OG man forstår ikke helt, hvordan det skete. Selv om jeg har lang vej igen før lyden og stemmerne er, som de skal være, så er jeg på vej. Tanken om, hvor langt jeg har rykket mig uden egentligt, at mærke det måske gør også, det er lidt lettere, at forstille jeg kan komme det sidste stykke. Selv om jeg måske ikke kan tro det, så kan min CI historie til nu, måske hjælpe mig til at acceptere, at tiden arbejder for en.

Det er jo i virkeligheden noget underligt noget med tiden. Nogle gange kan få minutter virke som år og flere måneder kan virke som et splitsekund. Når jeg tænker på, at der nu er gået 6 måneder med CI hørelse, så forstår jeg det ikke helt. På mange punkter virker det lidt som om, det var i går. Kan ikke helt fatte at jeg er kommet igennem 6 mdr. – at der allerede er gået ½ år. På den anden side, så har jeg også haft perioder igennem det sidste ½ år, der har virket som evigheder, som onde drømme, der bare ikke har villet holde op igen. Det er som om, at livet før CI, det liv jeg havde med min almindelig hørelse, er flere liv siden. På trods af jeg husker helt klart, hvordan det var, hvordan alting lød, så er det bare så langt væk – Også selv om det føles om, det var i går jeg fik mine CI…

Jeg ved med min fornuft at jeg klare mig godt, endda rigtig godt med min CI hørelse og det er ikke kun mig der siger det. Både min hørepædagog og på Gentofte er de forundrede over jeg kan, hvor langt jeg er nået – Jeg blev testet på gentofte i dag. En skelnetest, hvor jeg blev testet både med og uden mulighed for mundaflæsning og i støj. Det gik ret godt. Alligevel så er jeg ikke tilfreds. Det er da træls, hvorfor kan jeg ikke glæde mig over alt det gode jeg kan i stedet for at blive trist over det der glipper. De gange jeg missede et ord fik jeg så grim en følelse i kroppen. Fik ondt i maven, følte det som en fiasko og blev rigtig rigtig ked af det. Alt det jeg har mistet kom så tæt på i de situationer. Tristheden over ikke at kunne, vreden og at det er blevet sådan og sorgen over det mistede kulminerede. Måtte sige til min søde kontaktperson, at jeg ikke kunne /ville snakke mellem prøverne, at vi bare skulle køre dem igennem på en gang, ellers så ville jeg ikke kunne gennemføre. Brød lidt sammen efter testen. Kunne simpelthen ikke holde tårerne tilbage, og hader ellers at tude, når andre ser på det. Alligevel var det rart at få snakke om det, at få sat ord på, hvad der ramte mig.
Min kontaktperson vidste jo godt, at jeg har haft store overvejelser om jeg skulle deltage i den test – om jeg syntes. jeg havde overskuddet. På den ene side havde jeg bare slet ikke lyst, var virkelig bange for nederlaget. Ikke så meget at jeg ikke ville klare det, men mere om jeg kunne leve op til mine egne vildt høje forventninger. Frygtede at hvis jeg ikke leve op til forventningerne, at jeg så ville knække nakken, at jeg ville ryge ned i hullet igen. På den anden side så havde jeg også et behov for, at få lavet den test. Tænkte at hvis det nu gik godt, at det kunne give mig troen på det alle andre sagde. Desuden har jeg er ret stærkt og udpræget konkurrence gen. Havde meget svært ved at sidde udfordringen overhørig, var blevet tilpas nysgerrig til at måtte vide. Alligevel fortrød jeg ca 100 gange på vej til gentofte i morgen og havde det så skidt, mens jeg sad og ventede. Havde virkelig ikke lyst, men at bakke ud var heller ikke en option. Nu havde jeg lovet, at gennemfører testen og jeg er virkelig villig til at strække mig meget langt for min kontaktperson. Hun har i den grad gjort en forskel igennem mig livs værste kaos og jeg ville aldrig sige nej til hende. Nogle vil måske mene, at jeg bruger hende som en undskyldning for at tage testen. Fordi jeg så kunne sige efterfølgende. hvis det gik galt, at jeg også kun gjorde det for hendes skyld. Det har intet med det at gøre.. Jeg gjorde det fordi jeg ville, men min vilje var også forbundet med lysten til at gøre det fordi hun bad om det

No Comments »

Endnu ingen kommentarer.

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar