April 29th 2009

Din bedste Ci oplevelse???

På CIF Facebook side er der blevet oprettet et emne

“Fortæl om din allerbedste CI oplevelse”

Egentligt et dejligt emne når man endnu er på det plan i sit CI liv, hvor det kan være svært at se det positive, hvor man stadig kæmper for at acceptere sit liv med CI

Dejligt fordi det tvang mig til, at tænke på de gode oplevelser, jeg midt i alt mareridt trods alt har haft med min CI men også svært. Svært at acceptere, det aldrig bliver som før. AT jeg aldrig kommer i en situation, hvor CI hørelsen vinder over det jeg mistede.. På en måde giver det en eksistentiel krise;

Kan man være glad og ked af det over samme hændelse på en gang? og hvad betyder det hvis jeg kan finde ting i mit CI liv jeg er glad over`?Betyder det så at jeg ikke er ked af det mere? at jeg har sluttet fred med mit tab?

Man kan sagtens være glad og ked af det på samme tid, men nemt er det ikke, når følelserne konflikter. Hvordan skal mant forholde sig til de modstridende følelser? hvordan skal man reagere? Alligevel kan jeg se tilbage på 6 måneder som CI bruge og føle, at jeg har fået nogle oplevelser, lært nogle mennesker at kende og det er jeg ikke sikker på, jeg ville have været foruden.

Igennem det sidste halve år har jeg mødt en håndfuld mennesker, som har gjort en stor forskel, som har påvirket mig meget og været med til at udvikle mig som menneske på hver deres måde. Det er jeg dybt taknemlig for..

Nå men tilbage til spørgsmålet om min allerbedste CI oplevelse. Da jeg først så spørgsmålet, tænkte jeg, at her kunne jeg ikke være med, at jeg ikke havde nogen gode oplevelser at dele. Alligevel blev spørgsmålet ved med at forfølge mig og jeg må nok sande, at min umiddelbare indskydelse ikke er hel sand. I bund og grund handler det nok mere om, hvordan jeg ser på sine CI oplever og hvad man lægger i spørgsmålet. For der har været mange sejre undervejs.

Hvorfor er det så så svært at indrømme, at man faktisk har gode oplevelser? Nok fordi jeg endnu ikke er helt parat til at erkende det. Jeg er bange for at slippe tanken om mit gamle hørende liv. Ikke klar til at slippe sorgen og lukke accepten ind. Frygter, at hvis jeg først finder alt det gode ved CI frem, at så omgivelserne ikke kan rumme sorgen også – at jeg ikke får lov at sørge færdig

1 Comment »

  1. Åh ja- det er da nogle tankevækkende og relevante spørgsmål. Og jeg tænker det må gælde for mange slags kriser og at alle vil kunne nikke genkendende til det i en eller anden form. Hvis det at gennemleve en krise fører til noget positivt…hvordan forholder man sig så til det sorgfulde i det at have oplevet krisen…

    For mit eget vedkommende var det en stor sorg at min datter var døv, da hun blev født! Men i dag står jeg jo et sted, hvor jeg har fået så meget på baggrund af det der fulgte med. Venskaber, oplevelser, en datter der er fantastisk..fordi hun er som hun er, et andet liv på nogle områder osv osv – jeg ville ikke bytte liv til det vi havde før…men betyder det så jeg helst vil have at hun har et hørehandicap…næ det gør det jo egentlig ikke, selvom jeg aldrig tænker over det mere. Det er en mærkelig dobbeltfølelse…

    Jeg oplevede som du, at det at slippe sorgen var begyndelse til accepten…og den var faktisk svær. For accepten var skræmmende, for man ville jo helst noget andet- det man kendte. Virker måske mærkeligt for udenforstående, men godt at vi er nogle der forstår hinanden :-)

    Glæder mig til at høre hvad din bedste CI oplevelse så er? :-)
    Kh Mette

    Kommentar by Mette B. — 30 April, 2009 @ 11:21

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar