July 2nd 2009

Den norske sprog er en svær en :-)

Her gik jeg lige i min egen selvfedhed og troede, at jeg bare ingen (eller i hvert tilfælde næsten ingen) høreproblemer havde. Jaja jeg ved godt, det måske er en smule naivt eller urealistisk, om i vil, men jeg oplever faktisk kun sjældent, at have problemer med at høre/forstå, hvad andre siger. Det er ikke fordi at min CI hørelse overhovedet, når i nærheden min gamle hørelse, men fordi jeg faktisk i følge eksperterne klare min ovenud godt og over forventning. OG så er jeg i den grad god til at kompensere, til at lave små strategier, som gør det ud for den hørelse, jeg mangler.

Min evne til at kompensere falder ret naturligt for mig. Det er ikke noget jeg tænker bevidst over – og så alligevel. Spørger du mig præcis, hvad det er jeg gør, så vil jeg nok umiddelbart være dig et svar skyldigt. Jeg ved det simpelthen ikke, fordi jeg ikke tænker over det. Det er først i de situationer, hvor mine evner til at kompensere fejler, at jeg overhovedet lægger mærke til dem

I dag var en af de gange, hvor jeg bare ikke kunne kompensere hverken bevidst eller ubevidst. Min hørelse faldt godt og grundigt igennem og nu her bagefter sidder jeg en smule frustreret, fordi jeg ikke helt kan greje, hvad der gik galt og så ved jeg jo alligevel godt. Har det bare træls med, at indrømme det for mig selv, da det er lige præcis i de øjeblikke, jeg bliver konfronteret med det jeg aldrig får tilbage – min egen hørelse

I dag kom endnu en vikar for at ordne såret på min fod og denne gang endda en norsk af slagsen. Det stod min CI af. Hendes syngende stemme og alle de mange lyde jeg ikke kender, kunne hjernen ikke kompensere for. Jeg kunne sagtens høre hende, men forstod ikke – i hvert tilfælde ikke meget af det og måtte have hjælp af min mand. Jeg hader de situationer, hvor jeg skal hjælpes. Føler mig umyndiggjort selv om, det er mig selv der beder om hjælpen. Bliver sur på mig selv, fordi jeg ikke kan, fordi jeg ved, at havde jeg ikke mistet hørelsen, så ville det ikke have været problem, MEN mest af alt bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke orker. Orker ikke at bruge energien på, at forstå endnu en i den lange af række af vikarer, orker ikke igen at forklare, igen at skulle høre folk velmenende “hjælp”. Jeg ved godt det ikke er rimeligt. Vel godt det ikke er succesfuld strategi og alligevel så tillader jeg mig selv denne følelse ind i mellem uden fortrydelse og dårlig samvittighed. Jeg er nemlig også bare et menneske og selv om jeg selv som hørehandicappet har et stor del af ansvaret for kommunikationen, så vil jeg også have lov at hold fri ind i mellem

No Comments »

Endnu ingen kommentarer.

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar