April 15th 2012

To be or not to be – a teatcher

Det er åbenbart spørgsmålet for rigtig mange, når man er CI-opereret, men ikke for mig.

Jeg har elsket at være skolelærer lige fra første sekund og er slet ikke i tvivl om at jeg er havnet på den rigtig hylde. Elsker stort set alle aspekterne ved mit arbejde og ved jeg er en god lærer

Lige fra begyndelse har jeg dog stort set, kun hørt folk udtale sig negativ om mine muligheden for at vende tilbage til mit erhverv
Allerede under første samtale på Gentofte, skød lægen en stor fed pil igennem det håb. “Det kommer ikke til at ske Anne – det kommer du ikke at arbejde med igen” – og så opremsede ham ellers alle grundende til, det ikke kunne lade sig gøre. Hård besked når det i samme øjeblik går op for en, at man aldrig kommer til at høre normalt igen.

Hele vejen igennem har jeg stort set kun mødt folk som ikke troede på, det kunne lade sig gøre. “Du kommer ikke til at høre godt nok”. “Kan du stole nok på din hørelse”. “Og hvad med støjen”. “Det bliver alt for hårdt”. Det var et kæmpe slag for mig, for hvad så. Hvad pokker skulle jeg så være. Det er ikke nemt at skulle vælge et andet erhverv når man elsker, det man har.
Indtil den dag jeg tog snakken med min hørepædagog. Hun fik mig til at tro på at viljen er en stor del af vejen. AT brænder men rigtig meget for noget og er villig til at ofre lidt, så er man allerede et godt stykke på vej. Samtidig bliver jeg også ufattilig stædig når nogen fortæller mig, at det kan jeg ikke. Så får jeg en ustyrlig trang til at modbevise.

Det var en hård vej at overbevise jobkonsulenten og jobcentret om min ide var god, men jeg måtte bare prøve det. Kunne ikke lægge drømmen fra mig, før jeg havde givet det en chance. Hvis den fejlede, så vidste jeg, det var nemmere at tage nederlaget og sige ok så gik det ikke – jeg må videre. Heller det end konstant at gå med tanken – Hvad nu hvis?

Jeg prøvede og fejlede BIG TIME. Det fungerede slet ikke med den skole, jeg kom på. Følte mig totalt malplaceret og fik aldrig en chance for at være en del af stedet. Jeg måtte erkende, at det gik bare ikke. For mig var det et kæmpe nederlag og jeg mistede den smule selvtillid, jeg havde på det tidspunkt fuldstændigt. Heldigvis kunne jeg efter et stykke tid godt se, det var andre omstændigheder end min hørelse, der gjorde udslaget på fiaskoen. Det var det forkerte sted og tid ,der gjorde at det ikke fungerede

Efter min barsel fik jeg mod på at prøve igen og fandt selv en skole som gerne ville have mig i arbejdsprøvning. 20. august 2011 startede jeg som lærer i en specialklasse på en ganske alm folke skole. Det var en stor succes. Efter juleferien bad de selv om at beholde mig i løntilskud frem til sommeferien.

Det har hele vejen været så god en oplevelse. Jeg deltager fuldt ud på lige fod med alle mine kolleger. Har de samme opgaver, det samme ansvar og bliver behandlet på fuldt ud samme måde. Selvfølgelig er der situationer, hvor nogle ting er sværere for mig, Hvor det kræver nogle hensyn eller en anden tilgang til samarbejdet, men jeg føler aldrig jeg falder igennem. Jeg bliver træt – MEGET træt og nogle dage er det også svært at klare støjen, men jeg KAN og det betyder alverden for mig. Syntes jeg har fået mit liv tilbage. For mig betyder det alverden at der er brug for mig, at jeg har noget at stå op til og kan arbejde med noget jeg elsker..

SÅ TO BE or NOT TO BE a teatcher er ikke længere et spørgsmål for mig

No Comments »

Endnu ingen kommentarer.

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar