December 16th 2008

Min sygehistorie

Lørdag d. 9/8 havde vi alle 4 været en super hyggelig tur i svømmehallen. Kun 14 dage tidligere var vores mindste datter blevet udskrevet fra Glostrup efter et 2 uger langt ophold på grund af meningitis, så vi trængte til rigtig familiehyggedag.

Om nattet får jeg det skidt – høj feber, rysteture og dårlig mave og det bliver bare værre hen over søndagen. Kan stort set ikke andet end at ligge i sengen, er fuldstændig omtåget, kaster op, render på wc og har den frygteligste hovedpine.

Natten til tirsdag bliver jeg for første gang bekymret. Da min mand snakker til mig, er han stemme fuldstændig forvrænget som om jeg har propper i ørene. Indtil dette tidspunkt har jeg troet, det var en salmonella forgiftning, der bare skulle rides af. Forstår ikke helt hvordan vi kunne være så naive. Vi havde jo en lille måned siden set lignende symptomer hos Elvira, men ingen af os fik på noget tidspunkt mistanke om, at jeg også skulle have meningitis. Vi havde jo alle været i behandling da hun syg og meningitis er så tilpas sjælden, at 2 tilfælde inden for samme familie i løbet af så kort tid, ville være utænkeligt. Jeg havde jo heller ingen af de typiske tegn som nakkestivhed eller blodudtrækninger, så det var det sidste vi overvejede.

Desværre viste min meningitis sig at være ret fremskreden, da jeg endelig kom på hospitalet. Bakterierne var gået blodet og udviklede sig i løbet af ret kort til en alvorlig blodforgiftning. Som følge heraf fik jeg en del blodpropper i begge ben, meget dårlig blodforsyning til fødder, næse og arme. Lige som min hørelse helt forsvandt. Da jeg kom til hospitalet kunne jeg stadig høre, men efter et par timer var jeg helt døv..

Først efter 7 dage turde de love min mand, at jeg ville overleve. Desværre så det ikke bedre ud hverken med min hørelse eller fødder. På trods af behandling med både nitroglycerin og blodfortyndende var pulsen i fødderne stort ser forsvundet. Hele min forfod sort og ved at dø. Vi blev forberedt på, at jeg kunne risikere at miste i bedste fald mine tæer og måske begge mine fødder. Heldigvis besluttede de sig for at give mine fødder en chance med ilt/tryk behandling på Riget. Her kom jeg i trykkammerbehandling som indebar 1½ times daglige behandlinger i en dykkerklokke under tryk og med ren ilt. Dette fordi det øger iltforsyningen ud til det skadede væv og giver mulighed for dannelse af nye blodkar. Efter 10 “dyk” i trykkammeret kunne jeg ånde lettet op. Behandlingen have haft en god effekt på mig. Hele den ene fod var reddet. Det var heller ikke længere et spørgsmål om hele venstre fod, men kun om 4 tæer på foden. Som det ser ud lige nu så mister jeg i større eller mindre grad disse tæer. De er i skrivende stud allerede helt døde og mumificerede. Lige så stille inden for overskuelig fremtid vil de falde

Hele vejen gennem de mange ugers indlæggelser har jeg kæmpet med tilbagefald og utallige infektioner. Har ikke tal på alle de antibiotika kurer jeg har fået for adskillige blærebetændelser, infektioner i mine døde tæer og knoglebetændelser. Hver gang har jeg troet, SÅ NU ryger foden. Nu er det alligevel blevet så slemt, at de ikke kan bekæmpe det. Så slemt blev det heldig aldrig. Desværre har knoglebetændelsen give mig et stift led i venstre fod som skal opereres på et tidspunkt

Efter 14dage på Riget flyttes jeg tilbage til Herlev, men denne gang på medicinsk afdeling. Det er utroligt så stor forskel, der er på de enkelte afdelinger og sygehuse. Var personlig meget glad for at være på riget, og bestemt ikke begejstret for Herlev. Jeg var stadig meget syg og havde behov for hjælp til alt. På Herlev var der bare travlt og den menneskelig omsorg ikke i højsæde – Til gengæld var der frit valg på medicinhylden. Lidt efter devisen – følte jeg, at det var nemmere at stikke mig en pille end at undvære en sygeplejerske til at snakke og holde i hånd, på de dage der var sorte og triste. Oplevede flere gange at døren bare blev lukket igen, når de opdagede jeg græd. Er et par gange blevet tilbudt lykkepiller, fordi de syntes jeg var trist. Ja gu var jeg trist. Hvem ville ikke være det, efter hvad jeg var igennem. Efter hvad jeg havde mistet. Af andre oplevelser kan jeg nævne: Manglen mad når jeg havde til behandlinger/ undersøgelser. Utrolig dårlig hjælp til personlig hygiejne. Har oplevet at vågne med lort på lagnet fordi jeg ikke blev gjort ordentlig ren efter bækkenbesøg – JA det er sku nedværdigende

På Herlev kommer jeg endelig i gang med min genoptræning. Har på det tidspunkt ikke været ude af sengen endnu og har stort set ingen kræfter. Kan ikke engang selv holde mig siddende i sengen. Desværre så får jeg smadret mit korsbånd under den første genoptræning. For pokker hvor gjorde det ondt og satte lige det hele tilbage. Må dog sige, at mine fysioterapeuter HELT klart har været et positivt indslag i mit lange sygehus ophold. De formåede virkelig, at give mig den ene sejr efter den anden, så jeg kunne genvinde lidt af min selvtillid. Desværre står der så også nu en korsbånds operation på dagsordenen senere i forløbet

Efter en måneds tid overflyttes jeg til Gentofte for at få min CI operation. Det går heldigvis fint og allerede efter 2 dage kan jeg sendes tilbage til Herlev. Her skal jeg blive en uges tid til endnu en antibiotika kur, fordi mine infektionstal er steget igen. Ellers er det meningen, jeg skal udskrives til et genoptræningsophold. Min fysioterapeut mener ikke, jeg vil være stærk nok til endnu til at klare mig hjemme.. Heldigvis rykker jeg mig vildt på den uge, så jeg får dem overtalt ti,l jeg kan komme og så gå til ambulant genoptræning. Endelig efter mere end 2 mdr mdr. kommer jeg hjem. Godt nok i kørestol, uden hørelse, med et kæmpe medicin arsenal og en smadre psyke, men jeg skal hjem til min familie.

Det var SÅ svært at komme hjem, Meget sværere end jeg på nogen måde havde forstillet mig, det kunne være. Følte mig utryg og savnede rutinerne på sygehuset, at der altid var en, man kunne kontakte. Jeg kunne jo stort set intet selv og var ikke til meget hjælp hjemme.. Følte mig på besøg i min egen familie. De klarede jo hverdagen uden mig. Der var ikke behov for mig. Den følelse var svær. Samtidig med overfaldt alle tankerne mig. Det var hårdt at være tilbage, hvor det hele begyndte. Min genoptræning blev helt klart min redning. Det var så godt at skulle af sted efter noget, at have nogen områder, hvor jeg rykkede mig på. Og selvom det var den motoriske genoptræning jeg kom for, har jeg bare svinget så godt med min fysioterapeut at jeg også har fået bearbejdet meget psykisk der. I begyndelsen kunne jeg ikke rigtig se jeg rykkede mig, men efter jul fik jeg pludselig en åbenbaring, Hold fast hvor var jeg kommet langt. Nu mangler så bare det sidste – at jeg skal have lært at gå rigtig på min for med de dårlige tæer, men det kommer først når tæerne er væk

Kan dog godt mærke, at når der sker så voldsomme ting i ens liv, så ændre man måske lidt livsopfattelse. Jeg har lært at leve mere i nuet, at sætte pris på nogle som ting som jeg måske før tog for givet. Jeg har opdaget, hvor meget det betyder at have et godt bagland, hvor hårdt det er når venner skuffer, Men jeg har også opdaget hvor stærk jeg egentlig er – og det overrasker mig. Hvor god en psyke jeg har og hvor meget jeg kan fighte og gudskelov for det, for det er helt klart det, der har hjulpet mig igennem.

2 Comments »

  1. Hej
    Jeg sidder her og græder da jeg læser din historie.
    Den minder 100% om min egen.
    Jeg håber, du vil svare tilbage.
    Knus
    Bettina

    Kommentar by bettina pedersen — 19 January, 2010 @ 10:58

  2. Hej Bettina

    Jeg vil meget gerne skrive tilbage. Kan jeg sende dig en mail?

    Er ked af at høre du har oplevet det samme

    KNus Anne

    Kommentar by admin — 19 January, 2010 @ 11:09

RSS-feed af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar